- Flere af projekterne har potentiale
Ove Karl Berthelsen, medlem af Naalakkersuisut for råstoffer og erhverv, mødtes søndag med sin kinesiske ministerkollega
Både Kina og Grønland er enige om at understøtte de videnskabelige og kommercielle relationer i de kommende år.
Det skriver Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked i en pressemeddelelse om Ove Berthelsens, medlem af naalakkersuit for erhverv og råstoffer, besøg i Kina, hvor han i dag søndag mødtes med den kinesiske minister for land og ressourcer Xu Shaoshi.
Mødet mellem de to ministerkolleger var på den kinesiske mineralmesse i Tianjin, hvor der var fokus på Grønlands råstofprojekter, blandt andet zink, kobber, molybdæn, jern og sjældne jordartsmetaller. Drøftelserne blev gennemført 'på et konkret og praktisk niveau og fokuserede på konkrete samarbejdsemner og projekter'.
Læs også: Ove Karl igen til Kina
- Flere af projekterne har potentiale til at indgå i en øget samhandel mellem vores to lande. Kinas økonomiske vækst forudsætter adgang til metaller og mineraler, som indgår i produktionen af produkter til såvel eksport som det kinesiske hjemmemarked. Tilsvarende har vi i Grønland et stort behov for at få gang i økonomien, og et af de bedste bud er igangsættelse af råstof- og storskalaprojekter, siger Ove Karl Berthelsen.
Udover selvstyret er en række grønlandske selskaber repræsenteret stærkt på messen, ligesom der traditionen tro vil blive holdt den såkaldte Grønlandsdag med fokus på Grønlands geologiske potentiale.
Senere på ugen mødes Ove Karl Berthelsen med repræsentanter fra China Development Bank, ligesom der i Beijing vil blive holdt et kombineret erhvervs- og turismefremstød.