Fiskeriet leverer triste eksporttal

Fiskeriet får usædvanligt travlt i årets sidste kvartal, hvis man skal opnå en eksportværdi på de vigtigste fiskearter, der matcher 2023.

Offentliggjort

I årets første tre kvartaler er eksportværdien af rejer, torsk, hellefisk, krabber og stenbiderrogn faldet med 10,2 procent, hvilket i kroner og ører svarer til et fald på lidt over 400 millioner kroner set i forhold til, hvad man eksporterede i 2023. Sidste år formåede man i perioden at eksportere for 3.942 millioner kroner.

Rejeprisen udfordret

Rejerne er ubestridt den største indtægtskilde og her er eksportværdien faldet med 10,9 procent. Mængderne faldt med 5,5 procent og priserne var ligeledes udfordret med et prisfald på 5,8 procent, hvilket - set i forhold til 2023 - svarer til eksportværdifald på 223 millioner kroner.

For hellefisk ser det lidt anderledes ud, idet kiloprisen er steget med 7,8 procent, men mængden af hellefisk er desværre faldet med hele 16 procent, hvilket giver et fald i eksportværdien på 9,4 procent set i forhold til samme periode sidste år.

For både torsk og krabber er eksportværdien også faldet - henholdsvis med 11,4 og 14,5 procent. For begge arter er kiloprisen faldet med henholdsvis 4,1 og 3,1 procent.

Foreløbige tal

Grønlands Statistik understreger, at der er tale om foreløbige tal, hvorfor man skal tolke tallene med varsomhed.

Ser man på de enkelte måneder er det alene januar og marts, hvor eksportværdien i år markant oversteg sidste år.

Powered by Labrador CMS