Færre torsk til Grønland i fiskeriaftale med Norge

De grønlandske kvoter på sej, kuller og torsk reduceres i den fiskeriaftale, som Grønland og Norge netop har indgået.

Her gives der håndtryk på en ny fiskeriaftale mellem Grønland og Norge, hvilket skete på den norske ambassade i København.
Offentliggjort

Visse fiskekvoter reduceres for både grønlandske og norske fiskere, fremgår det af den bilaterale fiskeriaftale, som netop er indgået mellem de to lande, gældende for 2025.

På grund af en stor nedgang i rådgivningen kan Norge ikke tilbyde den samme torskekvote næste år i Barentshavet. Derfor reduceres torskekvoter med 300 tons og lander totalt på 3.700 tons. Samtidig reduceres kvoterne for sej og kuller med hver 75 tons, da arterne primært fiskes som bifangst.

Aftalen reducerer også Norges fiskerimuligheder i Grønland, oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Færre hellefisk til Norge

- Norges kvoter på hellefisk i grønlandsk farvand er blevet reduceret med 200 tons i Vestgrønland og 55 tons i Østgrønland sammenlignet med 2024.

Forhandlingerne blev gennemført og afsluttet den 27. november på den norske ambassade i København på embedsmandsniveau, hvor den grønlandske delegation blev ledet af Departementet for Fiskeri og Fangst med deltagelse af Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol, Departementet for Finanser og Skatter, Grønlands Naturinstitut og repræsentanter fra fiskerierhvervet.

Powered by Labrador CMS