Erhvervsleder: Velfærdsreform rammer de veluddannede
Det er et kendt faktum, at der faktisk er mange grønlændere med en mellemlang og lang videregående uddannelse bag sig. Desværre er det også et kendt faktum, at en alt for stor del af disse ressourcestærke mennesker bor i Danmark og i udlandet.
Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget (DNAG) har fået udarbejdet en rapport om, hvordan profilen af de grønlændere, der har valgt at bosætte sig i Danmark, ser ud. Hvorfor flytter de ikke hjem?
Nu er der kommet en betænkning fra Skatte- og Velfærdskommissionen. Og en meget interessant del af rapporten er kapitel 12, som viser de samlede effekter af reformen, hvis den bliver ført ud i livet.
Hvis omlægningerne bliver gennemført som forelagt offentligheden, forudser Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG), at der kan blive endnu større problemer med at fastholde de højtuddannede i Grønland. Det fremgår af kommissionens materiale, at rådighedsbeløbet som følge af reformen vil falde med 7.000 kroner årligt for en enlig akademiker med et barn i lejebolig, og for en enlig med et barn i ejerbolig er nedgangen 3.000 kroner.
Brede skuldre?
Disse tiltag er konsekvensen af mottoet om, at de ”bredeste skuldre må bære”. Men der er som minimum to ting i dette; For det første har en enlig akademiker med et barn sandsynligvis ikke særlig ”brede skuldre” eller sagt med andre ord, denne person har ikke så mange ressourcer. For det andet kan jeg være bekymret for, at man med disse tiltag netop fjerner nogle af incitamenterne for at tage en videregående uddannelse. Det er meget problematisk, at man vælger at beskatte de højtuddannede, som der lægges op til i rapporten. Det mener jeg ikke er i tråd med, at Grønland skal satse på Uddannelse, Uddannelse og atter Uddannelse.
Det er i forvejen sådan, at der i øjeblikket er 79 ubesatte stillinger i Selvstyret. Og det skyldes blandt andet, at stillingerne ikke bliver genopslået, fordi departementerne skal spare, og fordi man ikke længere kan ansætte personale med ret til personalebolig.
Bekymrede
De studerende på universitetet er stærkt bekymrede for deres fremtid! Nogle af dem bor i kollegier, og når de er færdige til sommer, og måske får et job med det samme, kan de risikere at blive hjemløse akademikere med job? Så er vi tilbage ved overskriften, nemlig at fastholdelse af højtuddannet grønlandsk arbejdskraft er et must for Grønland. Men den førte politik viser noget andet. Bevares, man kan få dispensation til at få en personalebolig, men i dag gælder det udelukkende sundhedspersonale, lærere og jurister? således kommer grønlænderne bagest i boligkøen i deres eget land! Det er højst betænkeligt og har sikkert ikke været hensigten. Jeg anbefaler, at Selvstyret går tilbage og genvurderer betalingssystemet for vakantboliger – så vi kan komme ud af den fadæse.