En million euro til grønlandske iværksættere

Onsdag er der formelt underskrevet en aftale, der sikrer EU-penge til grønlandske iværksættere.

Jutta Urpilainen, EU-kommisær, har onsdag underskrevet en aftale om EU-penge til grønlandske iværksættere.
Offentliggjort

EU kommissær Jutta Urpilainen, der er kommissær for Internationale Partnerskaber, har onsdag i denne uge underskrevet en aftale om en støttepakke til grønlandske iværksættere.

Støtteordningen bliver på en miliion euro - cirka  7,5 millioner kroner - fra EU Kommissionen, og ordningen skal administreres af Nalik Venture, som er Selvstyrets erhvervsudviklingsselskab.

Nalik Ventures skriver, at støtteordningen er målrettet små- og mellemstore virksomheder inklusiv nyopstartede iværksættere.

Ordningen hedder Capacity Facility og har til formål at støtte virksomheder ved at hjælpe dem med at opbygge kapacitet igennem rådgivning, kurser, workshops og gå-hjem-møder samt erhvervsfremmende støttemidler.

- Programmet kører over to år, hvor vi skal bygge kapacitet op, forklarer direktør i Nalik Ventures, Thomas "Tyt" Mogensen, til Sermitsiaq.

Kan sende rådgivere rundt på kysten

Direktøren er rigtig glad for aftalen og fortæller videre, at ordningen giver mulighed for at sende et hold af professionelle rådgivere, såsom revisorer, advokater, konsulenter mm. til kysten, hvor rådgivning normalt ikke er et tilbud.

- Det, vi oplever i vores hverdag, er, at iværksættere har udfordringer med, at få de administrative økonomiske ting på plads i deres virksomheder.

- Den typiske udfordring for en grønlandsk iværksætter er eksempelvis at prisfastsætte produkter, få sat et godt bogholderi op og så videre, forklarer Thomas Mogensen.

Han understreger, at EU-støtteordningen bliver et supplement, der er i fin tråd med de tilbud som Nalik Ventures allerede har til iværksættere.

Konkret vil en iværksætter kunne få 3 gange 12.000 kr. i støtte. Derudover kan der også ydes 350.000 kr. i projektstøtte. 

Underskrivelsen af aftalen skete i forbindelse med, at EU-kommissær Jutta Urpilainens besøg i Grønland. Hun har blandt andet besøgt skoler og uddannelsesinstitutioner samt talt med repræsentanter fra erhvervslivet og politikere.

EU-kommissærens besøg markerer også, at EU har åbnet et kontor i Nuuk i år.

Powered by Labrador CMS