En god forretning for landet

Udenlandske investorer bidrager til udviklingen af turistindustrien

Michael Højgaard er administrerende direktør i Topas Explorer Group, der har investeret 350 millioner kroner i Grønland siden 1996.
Offentliggjort

Det er en god forretning for Grønland, når udenlandske investorer deltager i udviklingen af den grønlandske turistindustri. Det mener Michael Højgaard, der er administrerende direktør i Topas Explorer Group, der har sendt turister ind på det grønlandske marked siden 1996.

- Siden vi begyndte med at arbejde i Grønland, har vi investeret op imod 350 millioner kroner i vores grønlandske selskaber. Vi trækker ikke penge ud af selskaberne, men lader eventuelle overskud blive i Grønland.

- Det har vi gjort, fordi vi holder af landet og har mulighed for at bidrage med både penge og knowhow. Det lyder måske naivt, men det er nu andet end ren velgørenhed, som ligger til grund for, at vi lader pengene blive i Grønland.

Det skal give overskud

- Vi driver i dag tre selskaber i Grønland – Hotel Icefjord A/S, Blue Ice Explorer ApS og Disko Line A/S. Fælles for alle selskaberne er, at vi driver dem med overskud for øje. Overskuddet lader vi blive i selskaberne, hvor pengene indgår i egenkapitalen, siger Michael Højgaard.

- Årsagen er ganske enkelt, at selskaber med egenkapital, alt andet lige, har nemmere ved at skaffe finansiering i blandt andet banker. Egenkapitalen giver lavere renteudgifter og bedre lånevilkår – og øger derved muligheden for at drive en langsigtet forretning, der kan holde skruen i vandet på langt sigt. Det er svært at skabe udvikling uden kapital.

- Topas Explorer Group er i sin kerne rejsebureau. Vi arrangerer pakkerejser – både som grupperejser og for individuelle rejsende. Vi sender i dag turister til flere end 50 destinationer – og i langt de fleste lande, køber vi de tilhørende ydelser – hotel, udflugter og andet – hos lokale leverandører. Det kan vi gøre, fordi der i de fleste lande er et velorganiseret modtageapparat.

Særlige forhold i Grønland

Det var imidlertid ikke tilfældet, da de begyndte i Grønland. Her var de nødt til selv at organisere tingene – og det er baggrunden for, at de valgte at etablere datterselskaber i Grønland.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Her har Disko Line en særstatus, fordi selskabet er blevet en del af den koncessionerede infrastruktur i Grønland og transporterer passagerer på servicekontrakt-vilkår – akkurat som Air Greenland.

Disko Line indgik for et par år siden en servicekontrakt med Naalakkersuisut om sejlads i Sydgrønland og Disko-området. Kontrakten er ti-årig og trådte i kraft 1. januar 2021 frem til 31. december 2030. Srvicekontrakten er uopsigelig fra begge parters side i perioden.

- Lange tidshorisonter er nødvendige i koncessioneret trafik. Der skal være mulighed for at investere i de rigtige materiel over en rimelig periode – og på den måde er der ingen forskel på Disko Line og Air Greenland, siger Michael Højgaard, der har en fortid som administrerende direktør i Air Greenland i perioden 2013 til 2017.

Organisk vækst

- Vi har i vores grønlandske investeringer lagt stor vægt på organisk vækst og bygge på eksisterende iværksættervirksomheder. Det er Blue Ice Explorer et godt eksempel på. Det er startet af iværksætteren Jacky Simoud. På et tidspunkt havde han brug for kapital til at udvikle selskabet, så vi købte halvdelen af det. Og da Simoud for nogle år siden ønskede at gå på pension, endte det med, at vi købte resten af selskabet, forklarer Michael Højgaard.

- På samme måde er det sket med Nuuk Water Taxi, som er stiftet af Anders Lykke Laursen. Her har vi også bidraget med kapital ved at købe halvdelen af selskabet gennem Blue Ice Explorer, mens Anders Lykke Laursen fortsat ejer halvdelen og er direktør i selskabet – med stor succes i øvrigt.

- Det stod på et relativt tidligt tidspunkt klart for os, at der ville blive stor efterspørgsel efter hoteller i Ilulissat. Det var baggrunden for, at vi valgte at investere i Hotel Icefjord. Dette selskab har efterfølgende overtaget hotellerne i Qeqertarsuaq og Qasigiannguit, som begge var lukningstruede på et tidspunkt.

- Med de investeringer er vi med til at sprede turismen i Diskoområdet – og samtidig med til at sikre, at også de mindre byer får del i turismeudviklingen i Grønland.

Grønlandsk skat

Med til billedet hører også, at de grønlandske Topas-selskaber betaler selskabsskat i Grønland – og bidrager dermed til landskassen.

- Udover selskabsskatten betaler medarbejderne indkomstskat i Grønland. Så vores tilstedeværelse i Grønland giver adskillige millioner til landskassen, samtidig med et solidt bidrag til beskæftigelsen, understreger Michael Højgaard.

De tre grønlandske Topas-selskaber beskæftigede i 2023 i alt 92 medarbejdere, der betalte i alt 14.782.556 kroner i indkomstskat.

Michael Højgaard har i denne uge været i Nuuk for at deltage i mødet med nalakkersuisoq Naaja Nathanielsen om den kommende turismelov.

Powered by Labrador CMS