DIREKTØR OM FRASALG I GRØNLAND
– Der er pæn interesse for at købe Arssarnerit
Det siger finansdirektør Rasmus Untidt fra MT Højgaard Holding om den salgsproces, der er skudt i gang
Arssarnerit har blandt andet entrepriseopgaver i den kommende internationale lufthavn i Ilulissat.
MT Højgaard
Grønlands største elinstallations-firma
Arssarnerit skal have ny ejer i løbet af i år. I hvert fald hvis det står til
ejeren, den danske entreprenørkoncern MT Højgaard Holding.
Koncernen har sat det grønlandske el-installationsfirma,
der sidste år fik et bragende underskud 82 millioner kroner efter skat, på salgslisten.
- Vi
har fået en del henvendelser og oplever pæn interesse for at købe Arssarnerit.
Vi har dialoger i gang. Men hvem, vi snakker med om Arssarnerit, vil jeg ikke
gå i detaljer med, siger Rasmus Untidt, finansdirektør i børsnoterede MT
Højgaard Holding til Sermitsiaq.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Arssarnerit er en gammel hæderkronet teknik-
og vidensvirksomhed, der har skrantet økonomisk især i 2022-23, og især på
grund af betydelige tab på flere kontrakter.
I oktober sidste år besluttede Danmarks
næststørste byggekoncern, MT Højgaard Holding, at sælge de internationale
aktiviteter MT Højgaard International, herunder Arssarnerit og MT Højgaard
Grønland.
De internationale selskaber i Grønland, på Færøerne,
på Maldiverne og i Portugal omsatte i 2023 for 557 millioner kroner og fik et underskud
efter skat på 238 millioner kroner. Det fremgår af MT Højgaard Holdings regnskab.
- MT Højgaard og Arssarnerit udgjorde en
signifikant del af det, ja de havde tilsammen et trecifret millionunderskud. Vi
har tabt penge på de grønlandske forretninger, især de seneste tre år. Derfor
har vi besluttet at afvikle aktiviteterne, siger Rasmus Untidt.
Han forklarer, at den internationale
forretning ikke har levet op til de krav til indtjening, byggekoncernen har.
- Vi kan få et større afkast ved at satse på
det danske marked. Danmark er vores kerneforretning, siger finansdirektøren.
I de første ni måneder af sidste år gav MT
Højgaards internationale forretning, som MT Højgaard Grønland og Arssarnerit er
en del af, et underskud på driften. Helt præcist 185 millioner kroner.
Tabene i 2023 skyldes især underskud på tre
grønlandske projekter, lufthavnsbyggeriet med terminal og to andre bygninger i
Nuuks kommende internationale lufthavn samt kollegiebyggerier i Nuuk og
Qaqortoq.
MT Højgaard har siden beslutningen om frasalg
uden for Danmark solgt eller nedlagt de internationale aktiviteter og selskaber,
bortset fra Arssarnerit og MT Højgaard.
Arssarnerit har en vision om at være
Grønlands førende og foretrukne leverandør af el-tekniske løsninger for inden
for entreprise og service for private, erhverv og offentlige institutioner.
Finansdirektør Rasmus Untidt forklarer, at MT
Højgaard Holding er i gang med at salgsmodne Arssarnerit.
- Vi
vil gerne sælge til nye ejere, der vil føre Arssarnerits aktiviteter videre og
udvikle selskabet, fastslår han.
Selskabet har en fornuftig ordrebeholdning,
der skal effektueres i løbet af de næste par år, oplyser han.
- Vi
sørger for, at Arssarnerit har den bedst mulige ordrebeholdning, så vi kan
sælge firmaet til den bedst mulige pris.
- Vi
har en klar forventning at Arssarnerit i løbet af et par år kommer til at
levere solide resultater, som selskabet tidligere har gjort, siger Rasmus
Untidt.