Demonstranter blokerer for krydstogtsskibe
Der er stor utilfredshed fra grønlandske turistoperatørers side i Ilulissat. De mener, at krydstogtsskibene tilgodeser udenlandske virksomheders service i byen. De har blokeret for et stort krydstogtsskib ved havnen i Ilulissat i går torsdag, og planlægger flere demonstrationer. Vi ser på situationen med stor bekymring, lyder det fra AECO, der gerne arbejder for at fremme godt samarbejde mellem alle parter.
Foto: Lars Erik Gabrielsen
Demonstranter i turistsejladsbåde har blokeret for et krydstogtsskib af Hurtigruten, der var ved at lægge til ved havnen i Ilulissat torsdag den 25. juli.
De grønlandske turistoperatører er utilfredse med krydstogtsskibe, der ankommer til Ilulissat. De lokale mener, at krydstogtsskibene kun benytter udenlandske turistoperatører, der opererer i Ilulissat, og de vil helst se, at turisterne bliver betjent og serviceret af grønlandske.
AECO, interesseorganisationen for ekspeditionscruiseoperatører i Arktis, der arbejder for turismeudviklingen:
- AECO ser med bekymring på situationen i Ilulissat. Vi og vores medlemmer arbejder for at fremme bæredygtig turisme og lokal værdiskabelse. Det er vigtigt for os, at de lokale samfund, vore medlemmer besøger, ønsker gæsterne velkommen og oplever besøgene positivt, lyder det fra vicedirektør i AECO, Anders La Cour Vahl i et skriftligt svar til Sermitsiaq.
I gang med at skabe overblik
Det er ikke første gang, at turistoperatører i Ilulissat har holdt en demonstration mod et krydstogtsskib i år. I starten af denne uge blev et krydstogtskib mødt med demonstranter med skilte, hvor budskabet lyder, at de lokale turistoperatører bør benyttes.
Turistoperatørerne har tidligere udtalt til Sermitsiaq, at de planlægger at holde demonstrationer hver gang, et krydstogtskib lægger vejen forbi Ilulissat:
- AECO er i gang med at få overblik over sagen for at vurdere, om der er noget vi som organisation kan bistå med. AECO involverer sig ikke i den enkelte operatørs kommercielle operationer, men arbejder overordnet for at sikre de bedste muligheder for en bæredygtig og ansvarlig turisme, der fungerer for alle, siger Anders La Cour Vahl.
Svækker gensidig tillid
Interesseorganisationen påpeger, at AECO aktivt arbejder på at fremme gode relationer og partnerskab. Og i dette er der plads for dialog og samarbejde:
- Vi mener ikke, at demonstrationer eller trusler om demonstrationer, som de, der nu rettes mod krydstogtsoperatørerne er en god måde at skabe gensidig tillid og samarbejde. Vi frygter, at disse demonstrationer giver de besøgende gæster og operatørerne et negativt indtryk af Ilulissat som destination og dermed kommer til at virke modsat af, hvad man ønsker at opnå, siger vicedirektøren i AECO og fortsætter:
- Vi vil fortsætte vores arbejde med at facilitere dialog og udveksle best practice mellem destinationer og vores medlemmer, hvor alle er velkomne til konstruktiv deltagelse og dialog, Et konkret eksempel er vores årlige arrangement, hvor lokale operatører, producenter og destinationer kan deltage og mødes med ekspeditionskrydstogtsoperatørerne.