Dårligt vejr: Nye systemer hjælper piloterne

Der er investeret store summer for at styrke regulariteten i Nuuks nye lufthavn

AFIS-operatørerne får bedre arbejdsforhold i det nye tårn i Nuuk Lufthavn. Lufthavnen i Nuuk bliver den første af Greenland Airports lufthavne med ILS. Et tilsvarende system bliver også installeret i den kommende nye lufthavn i Ilulissat.
Offentliggjort

Det er almindelig kendt, at flyvning i Grønland ofte er udfordret af landets til tider barske klima. Det gælder selvfølgelig også i Nuuk, men den nye lufthavn byder på en række tekniske forbedringer, der øger regulariteten i forhold til tidligere.

- Det drejer sig først og fremmest om, at lufthavnen er udstyret med det såkaldte ILS - Instrument Landing System - som forbedrer mulighederne for at lande i dårligt vejr, siger Kristoffer Heiselberg, der er Greenland Airports chef for ATS, som det hedder i flyverdenen. ATS står for Air Traffic Services og dækker over de systemer, som sikrer en sikker og effektiv afvikling af lufttrafikken.

Først med ILS

- Med det nye ILS-system bliver der markant bedre muligheder for at lande i Nuuk, når det er snevejr eller tåget. Kort fortalt fortæller ILS-systemet, hvordan flyet ligger i luften. I dårlig sigt kan det ellers være svært at vurdere, når man ikke kan se terrænet eller horisonten. Den nye lufthavn bliver den første af Greenland Airports lufthavne som er udstyret med ILS. Senere kommer Ilulissat lufthavn, som også bliver udstyret med ILS anflyvningsudstyr tilsvarende Nuuks.

- Systemet er opbygget af to dele. En såkaldt Localizer, der fortæller, om flyet ligger korrekt vandret i forhold til landingsretningen og en Glidepath, der præcist angiver flyets vinkel ned mod landingsbanen.

Kristoffer Heiselberg, der er Greenland Airports chef for ATS, som sikrer en sikker og effektiv afvikling af lufttrafikken.

FAKTA

ATS står for Air Traffic Services og dækker over de lufttrafiktjenester der ydes for at give en sikker og effektiv afvikling af lufttrafikken. Det inkluderer:

· ATC (Air Traffic Control) eller på dansk lufttrafikkontrol (Flyveledelse): Lufttrafikkontrol, som styrer og overvåger flyenes bevægelser i luftrummet og på jorden for at forhindre kollisioner og optimere trafikflowet. Dette bruges lige nu i Kangerlussuaq Lufthavn.

· Flight Information Service (FIS) eller på dansk flyveinformationstjeneste: En informationsservice, der giver piloter vigtige oplysninger om anden lufttrafik, vejrforhold, baneforhold og luftrumsrestriktioner. AFIS-operatører arbejder inden for dette felt og bruges på alle andre lufthavne i Grønland, mange lufthavne i Danmark og Europa og for eksempel også Vager på Færøerne.

· Alerting Service eller på dansk alarmeringstjeneste: Tjenesten, der sørger for at informere relevante myndigheder og organisere eftersøgnings- og redningsindsats, hvis et fly er i nød. De respektive tårne i lufthavnene er en del af den samlet alarmeringstjeneste, der samles i RCC (Rescue Coordination Center) hos Naviair Grønlands FIC (FlyveInformationsCentral).

- Samtidig har vi et andet nyt system, DME, der hjælper flyene med den præcise afstand til landingsbanen under indflyvningen. Med de nye systemer er det muligt for piloter at navigere udelukkende med flyets instrumenter indtil kort tid før landingen.

Forbedret regularitet

- Med de flere informationer som piloten modtager under indflyvning i den nye lufthavn, kan piloten komme tættere på lufthavnen end tidligere, før der skal være visuel kontakt og en beslutning om landing, skal tages. Det vil betyde øget regularitet under vanskeligere vejrforhold - for eksempel ved tåge og sne - end i dag, forklarer Kristoffer Heiselberg.

- Herudover har den nye lufthavn, som alle andre lufthavne i Grønland også ind- og udflyvningsprocedurer, som baserer sig på GPS-satellitterne.

- Den nye lufthavn har også nogle nye meteorologiske systemer som måler skyhøjden, vind, temperatur samt den vandrette sigtbarhed langs landingsbanen.

Nyt tårn

- Akkurat som i de øvrige grønlandske lufthavne sidder der AFIS-operatører i tårnet, som kan vejlede piloten under indflyvningen – blandt andet om andre fly i området og om, at landingsbanen er ryddet og fri for køretøjer. Det ændrer den nye lufthavn ikke på, men der er også blevet bygget et nyt tårn, som giver AFIS-operatørerne meget bedre arbejdsforhold, forklarer Kristoffer Heiselberg.

- Det nye tårn er i sig selv bedre indrettet i forhold til det gamle med mere plads og selvfølgelig nyt udstyr hele vejen rundt, eksempelvis større radiodækning. Samtidig bliver der i det nye år taget et nyt system i brug i form af et digitalt stripbord. Strips er de brikker, som AFIS-operatøren bruger til at holde styr på flyene. Det nye digitale system forenkler håndteringen af de strips, der bruges til at holde overblik over ankommende og afgående trafik indenfor lufthavnens ansvarsområde.

- Samtidig er der bygget en ny funktion ind i systemet, som gør det muligt at se positionen på alle lufthavnens køretøjer direkte på skærmen. Sammen med videoovervågning giver dette AFIS-operatøren et klart overblik over hvor de forskellige køretøjer befinder, selv i dårligt vejr med nedsat sigtbarhed.

Nyansættelser på vej

Tårnet i Nuuk har i dag fem AFIS-operatører tilknyttet, men der skal nu ansættes flere, fordi den nye lufthavn er åbent mange flere timer end hidtil.

Kristoffer Heiselberg understreger, at en AFIS-operatør ikke er det samme som en flyveleder.

- Den primære forskel mellem flyveledere og AFIS-operatører er, at flyveledere giver instruktioner, og AFIS-operatører giver informationer.

- Sagt på en anden måde, så kontrollerer og styrer en flyveleder trafikken gennem instrukser til piloterne, mens en AFIS-operatør giver informationer, men har ikke kontrol over flyenes bevægelser. Ved anvendelse af AFIS-operatører er det op til piloterne selv at sørge for at navigere sikkert frem til landing eller afgå fra en lufthavn baseret på de oplysninger, de har modtaget fra AFIS-operatøren, forklarer Kristoffer Heiselberg

Powered by Labrador CMS