Borgermøde om oliespild i Qaanaaq i aften
WWF Verdensnaturfonden holder i aften borgermøde i Qaanaaq om konsekvenser for fiskeri, fangst og natur ved et oliespild
Efter at have afholdt et lignende borgermøde i Upernavik i sidste uge, holder WWF Verdensnaturfonden i aften borgermøde i Qaanaaq om, hvor olie bevæger sig hen, hvis der sker et oliespild.
Baggrunden for borgermødet er et nyt projekt og et fortløbende i Canada og Alaska, der skal opstille forskellige scenarier for oliens spredning i Arktis.
Mange scenarier
WWF vil i samarbejde med højtspecialiserede eksperter og canadiske kolleger kortlægge, hvilke konsekvenser oliespild vil have i forbindelse med eksempelvis olieefterforskning eller hvis et krydstogtskib går på grund.
Læs: Borgermøde om oliespild i Upernavik
WWF har tidligere lavet et lignende projekt i Beauforthavet nord for Nunavut, hvor man undersøgte 22 forskellige scenarier.
- Arbejdet med de forskellige scenarier er ved at gå i gang, men vi er meget interesserede i at høre, hvad befolkningen tænker om problematikken, siger Mette Frost fra WWF’s grønlandsteam, der afholder borgermødet i Qaanaaq.
Møde i aften
- Vi håber selvfølgelig ikke, at der sker en olieulykke, men det er vigtigt at vide, hvad konsekvenserne vil være for eksempelvis fiskeri, fangst og natur, hvis det sker. Og i den forbindelse har vi brug for så meget input, som vi kan få, siger hun videre.
Borgermødet afholdes på Avanersuaq-skolen/Avarnersuup Atuarfia kl. 19.30 til 21.30. Mødet er tolket og der vil være kaffe og kage i pausen.
Læs på WWF.ca: Oilspills in The Beaufort Sea