Bodil Marie: Derfor stopper jeg som bestyrelsesforkvinde
Efter fire år som forperson i Air Greenlands bestyrelse har Bodil Marie Damgaard valgt at stoppe og overlade posten til en anden. Hensynet til familien og ønsket om en sundere balance i hverdagen ligger til grund for beslutningen, set i lyset af en krævende direktørpost i Royal Greenland.
Bodil Marie Damgaard har på dagens generalforsamling i Air Greenland meddelt at hun stopper som bestyrelsesforkvinde.Privatfoto
- Det var ikke nogen nem beslutning at slippe chefroret i Air Greenland-bestyrelsen og jeg vil helt sikkert altid have et særligt forhold til røde fly, fortæller Bodil Marie Damgaard til Sermitsiaq.
Annonce
I oktober 2023 blev Bodil Marie Damgaard udnævnt som direktionsmedlem i Royal Greenland med ansvar for kommunikation og HR, og fiskerivirksomheden er netop i gang med en større turn-around med massive ændringer i organisationen og øvrige tilpasninger, der skal bringe selskabet tilbage på en overskudsgivende kurs. En opgave, der kræver hendes fulde bevågenhed.
Svær, men nødvendig beslutning
- Jeg har ingen lyst til ikke at kunne finde tiden til at kunne tage ud i naturen med min familie, eller gå ned med stress, for den sags skyld. Det er således med rettidig omhu, at jeg har truffet den svære, men nødvendige beslutning, oplyser hun, der fra 2016 og tre år frem var menigt bestyrelsesmedlem, derefter næstformand i et år og de seneste fire år har siddet som bestyrelsesforkvinde. På mandagens generalforsamling i Air Greenland rykkede hun ned som menigt bestyrelsesmedlem, og hendes viden er således fortsat i spil i flyselskabet.
Når hun ser tilbage på sin tid i flyselskabet er der især to væsentlige forhold, der skiller sig ud, og hvor der har været et stort fokus på at sikre flyselskabet en bæredygtig fremtid: flådefornyelsen og den nye fartplan, når de nye atlantlufthavne står klar og konkurrencesituationen pludselig kan blive forandret over natten.
- Vi har haft mange store og vigtige beslutninger igennem de seneste otte år, ikke mindst i forbindelse med overgangen til at blive et 100% Selvstyreejet selskab, køb af et nyt atlantfly og andre større investeringer der er foretaget med henblik på at skabe et mere robust selskab fremadrettet . Det glæder mig, at vi de sidste fire år i bestyrelsen har været afstemt om retningen, hvilket er med til at sikre ledelsen arbejdsro. Det er samtidig vigtigt, at vi har formået at levere en fælles og tydelig tilgang for retningen af selskabet over for vore ejere, siger Bodil Marie Damgaard.
Pandemi gjorde ondt
Covid-19-pandemien gjorde ondt på Air Greenland, der måtte afskedige en lang række medarbejdere for at tilpasse forretningen til den nye situation, hvor rejseaktiviteterne blev stærkt begrænset.
- Heldigvis har vi ikke været lige så udfordret som andre internationale flyselskaber, da vi er en del af den kritiske infrastruktur. Men her efter pandemien har det været vigtigt at øge medarbejdertilfredsheden igen, hvilket er lykkedes, pointerer hun.
En anden opgave, der har fyldt meget, har været at tilpasse forretningen til den nye virkelighed med de nye atlantlufthavne.
- Det har været et kæmpe puslespil at få fartplanen på plads, hvor man sikrer selskabets konkurrencedygtighed, samtidig med at der bliver taget hensyn til indenrigsflyvningerne. Vi har arbejdet med adskillige scenarier over de seneste halvandet år. Det var lidt af en mavepuster, da det viste sig, at Ilulilssat-lufthavnen blev forsinket. I den forbindelse måtte vi i gang med at lægge et nyt puslespil og der er blevet løftet en kæmpe opgave i organisationen i den sammenhæng, fortæller hun, der indrømmer, at hun naturligvis ærgrer sig over, at hun ikke kan følge strategien om den nye fartplan helt til dørs.
- Men en bestyrelsespost er kun til låns. Det er et vilkår, fastslår hun og tilføjer at der altid vil ligge spændende og krævende opgaver forude i selskabet, uanset hvornår man stopper. Med sig i bagagen har hun en kandidatgrad i kommunikation og BA i virksomhedsstudier fra Roskilde Universitet samt flere bestyrelsesuddannelser.
Unik historie
Hun mener, at Air Greenland har en helt særlig og unik historie, der er med til at forbinde det grønlandske samfund. Ja, en virksomhed med mere end 60 års erfaring med luftfart i arktis og som alle borgere har en holdning til og som man kan være stolt over.
- Det er en kompleks virksomhed, hvor det ikke alene handler om at fragte kunder fra A til B. Således har vi SAR-opgaver, servicekontrakt-forpligtelser, en cargo-forretning ud over inden- og udenrigsflyvningerne samt datterselskaber, der har et fokus på at udvikle turismen, siger hun om de mangfoldige opgaver, der har krævet hendes særlige bevågenhed gennem de senere år. Det bliver også spændende og krævende opgaver, der ligger forude for selskabet siger hun, og håber meget at der vil være fokus på at tilføje luftfartserfaring og kommercielle kompetencer til bestyrelsesarbejdet i den kommende periode, hvor selskabet med al sandsynlighed vil stå i en konkurrencesituation på de internationale ruter. Og derudover har hun også en forhåbning om, at Air Greenland får mulighed for at byde ind med effektive løsninger til gavn for både forsvaret og Grønland i forbindelse med det forsvarsforlig, der er under udmøntning.
Tiden til at dyrke egen krop og interesser har været udfordret med den arbejdsmængde en bestyrelses- og direktionspost i nogle af Grønlands største selskaber medfører.
- Jeg har altid været glad for at bevæge mig og være i naturen, og jeg vil gerne have mere tid til at dyrke idræt og være mere sammen med mine tre børn på 5, 14 og 16 år samt min mand. Døgnets timer kan hurtigt blive for få, og så må man prioritere efter det, forklarer Bodil Marie Damgaard.