- Nu har selskabet brug for en ny profil i ledelsen.
Den profil, som
Royal Greenland har brug for, er en, der har en solid erfaring med at sidde
øverst, gerne stor brancheerfaring, samt er bosiddende i Grønland.
- Samtidig er der brug for en profil, der har stor erfaring indenfor governance,
sagde forperson i Royal Greenlands bestyrelse, Maliina Abelsen, i sidste uge
til Sermitsiaq.
Ja, så har vi hørt det med som
forklaring på, at Royal Greenlands administrerende direktør blev fyret med
øjeblikkelig virkning. Den overraskende afskedigelse af Susanne Arfelt Rajamand
efter kun to års ansættelse ser noget mærkelig ud.
Ufrivillig exit
Afskedigelsen af Susanne Arfelt
Rajamand ligner unægtelig en beslutning, der blev truffet af bestyrelsen, blandt
andet fordi Royal Greenland-bossen ikke ville flytte bopæl fra Malmø til Nuuk.
Hertil kommer, at det er påfaldende,
direktøren ryger ud kort tid før Royal Greenland offentliggør sit
2024-regnskab. Ifølge en kilde i fiskeribranchen, der taler uden for citat,
tegner det til et dårligt regnskab.
Blandt andet har Royal Greenlands danske
selskab ifølge kilden tabt 100 millioner kroner på lån til et selskab i Norge,
der har mistet sin licens, tilladelse til at fiske snekrabber og er tvunget til
at sælge sit eneste fartøj.
Uanset hvad, så lugter Arfelt
Rajamand ufrivillige exit af, at bestyrelsen har trukket en streg i sandet.
Både omkring Susanne Arfelt Rajamands bopæl og koncernregnskabet for 2024, som
tegner til at give et ikke ubetydeligt underskud. I første halvår 2024 var
koncernens underskud på 59 millioner kroner. I årsregnskabet 2023 blev der et underskud
på 211 millioner kr.
Men det er svært at tro bestyrelsesforperson Maliina
Abelsens forklaring om, at beslutningen om at opsige samarbejdet med Royal
Greenlands første kvindelige topchef ene og alene skyldes, at der er behov en
topchef med andre kompetencer.
Naalakkersuisut har skærpet tonen
Maliina Abelsens forklaring lader
vi lige stå et øjeblik.
Det er en kendt sag, at koncernens
finansdirektør, produktionsdirektør og tidligere salgsdirektør i mange år har
siddet på Royal Greenlands administrationskontor i Svenstrup ved Aalborg. Direktørerne
har rejst meget til Grønland og andre lande, men det er ikke nok for Múte B.
Egede og Naalakkersuisut.
I flere år har Naalakkersuisut skærpet tonen
over for Royal Greenlands bestyrelse omkring, at koncernledelsen skal rykke til
Grønland og bo der. Frem for som det har været tradition, at den daglige
ledelse har boet i og arbejdet fra Danmark, altså i Skandinavien nogle tusinde
kilometer væk.
Den praksis har Naalakkersuisut taget
et kontant opgør med. På de seneste tre generalforsamlinger har henholdsvis Naalakkersuisut-formand
Múte B. Egede og viceformand Erik Jensen på de seneste tre generalforsamlinger
i Royal Greenland slået fast, at det ønske, læs krav, om at koncernledelsen
skulle være i Grønland, skulle føres ud i livet.
Kæmpepres
Det at Susanne Arfelt Rajamand fratræder efter
blot to års ansættelse i Royal Greenland, handler selvfølgelig også om noget så
banalt som politisk taktik. Simpelt politisk pres fra Naalakkersuisut spillede givet ind på virksomheds-bestyrelsens beslutning om at
fyre Susanne Rajamand.
Der har længe været et kæmpe pres fra
politikerne mod Royal Greenlands bestyrelse for, at ledelsen skulle sidde i
Grønland. Det er den proces, som Naalakkersuisut og bestyrelsen for landets
største erhvervsvirksomhed med seks milliarder kroner i årsomsætning og 2.300
ansatte verden over har haft gang i, siger kilder til Sermitsiaq uden for
citat.
Susanne Arfelt Rajamand er nu fortid i Royal Greenland. Det meddelte
bestyrelsen den 10. februar i år.
Sermitsiaq bragte den 19. januar 2023 et
interview med Susanne Arfelt. Her fremgik det, at direktøren de første seks
måneder af ansættelsesforholdet skulle bo i Nuuk med sin mand og tre børn.
- Jeg skal lære medarbejderne at kende fra
dag ét, og det glæder jeg mig rigtigt meget til. De skal have mulighed for at
høre lidt om, hvem jeg er som person og jeg skal høre om dem. Og så skal jeg
bruge meget tid på at komme ud på fabrikkerne i hele landet samt nogle
kundebesøg for at se hvor vores varer ender, udtalte hun.
Efterfølgende skulle hun så ifølge kontrakten
arbejde og være en del tid i Grønland - og ellers arbejde ud fra Malmø, hvor
hun og familien har hus og bor.
Med det stærke krav fra Naalakkersuisut om,
at topledelsen i Royal Greenland skal bo og arbejde i Grønland, har Susanne
Arfelt Rajamand og bestyrelsen været under pres. Lige siden hun tiltrådte som topchef 1. februar 2023.
Mútes krav
Det var også det krav,
formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede utvetydigt gav udtryk for ved
koncernens generalforsamling sidste år i maj.
I sin tale på generalforsamlingen
understregede regeringschefen, at Royal Greenlands "hovedkontor skal være
placeret i Grønland", og “hele virksomhedens ledelse skal være placeret i
Grønland”.
Múte B. Egede fandt, at ledelsen ikke havde
prioriteret opgaven højt nok. Det fik Naalakkersuisut-formanden til at
understrege, at det var et budskab fra Naalakkersuisuts side, som ledelsen måtte
handle på.
Múte B. Egede kaldte det en hensigtsmæssig
plan, som han forventede ville blive afleveret til aktionæren, selvstyret, i
starten af august 2024 og at ”vi fra ejerne glæder os til, at ledelsen i
selskabet endelig vil opfylde realiseringen af planen”.
Finansdirektør gik selv
I oktober 2024 sagde Royal Greenlands
finansdirektør gennem 17 år, Nils Duus Kinnerup,
op. Han bliver fra 1. marts afløst af KNIs finanschef og tidligere
departementschef Jan Harald Lynge-Pedersen. Lynge-Pedersen, har i en del år
været næstformand i Royal Greenland. Og han bliver vurderet til på CFO-posten
at være et stærkt grønlandsk kort. Nils Duus Kinnerup fortsætter som rådgiver i
Royal Greenland til 31. december i år.
Bestyrelsen ville ellers gerne have, at Nils
Duus Kinnerup flyttede til Grønland. Men det kunne han imidlertid ikke få til
at hænge sammen på grund af private forhold. Royal Greenland forklarede denne direktør-fratrædelse
med i en pressemeddelelse at skrive, at det
skete som led i koncernens mål om at samle en større del af ledelsen i
Grønland, ”hvilket for Nils ikke har været foreneligt med hans personlige
forhold”.
Susanne Arfelt Rajamand overtog for to år
siden styringen som administrerende direktør efter Mikael Thinghuus, der boede
i København. Det var ligeledes uden for citat efter et politisk pres fra
Naalakkersuisut medvirkende årsag til, at han efter
mange år på topposten valgte at sige op og forlade koncernen. Mikael Thinghuus havde
ifølge Sermitsiaqs oplysninger ikke lyst til at flytte bopæl fra København til
Nuuk.
Bestyrelsesmedlem
Preben Sunke er administrerende direktør i Royal Greenland indtil en afløser for
Susanne Arfelt Rajamand er fundet.