Bank runder milepæl: Har lånt over 5 mia. kr. ud
Grønlandsbanken fik et resultat på 120,1 mio. kr. i første halvår, og bankens udlån overstiger for første gang 5 mia. kr.
- Det er udlånsrekord og første gang vi er over 5 mia. kr., udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard om bankens halvårsrapport.
Leiff Josefsen
Grønlandsbanken kan glæde sig over et flot økonomisk resultat i første halvår af 2024.
I en pressemeddelelse oplyser banken, at første halvår munder ud i et overskud på 120 mio. kr. før skat. Det er en fremgang set i forhold til 2023, hvor banken havde et overskud på 103 mio. kr. i samme periode.
Bankens udlån er desuden vokset med 284 mio. kr. i perioden til 5.097 mio. kr. Det er første gang at banken har lånt mere end 5 mia. kr. ud.
- Rigtig fine tal
Bankdirektør Martin Kviesgaard glæder sig over resultaterne:
- Vi går ud af første halvår med rigtig fine tal. Vi havde
ventet en positiv udvikling, men samtidig havde vi også forudset en mere
afdæmpet vækst i bankens udlån i 2024.
- Stigningen i udlån er dermed også større
end forventet, men selvfølgelig glædelig og en væsentlig del af baggrunden for
fremgangen i resultatet, udtaler Martin Kviesgaard.
Regnskabet viser en stigning i netto rente- og gebyrindtægter i 1.
halvår af 2024 på 38,4 mio. kr. til i alt 242,4 mio. kr. sammenlignet med samme
periode i 2023.
Vurdering: Mulighed for rentefald
Ifølge direktøren mærker banken en lidt lavere aktivitet i år, hvilket var forventet på grund af et højere renteniveau og energiprisstigninger. Martin Kviesgaard er dog optimistisk i forhold til fremtiden:
- 2024 bliver lidt et pause-år i forhold til familiernes og virksomhedernes investeringsiver, men vi vurderer, at det kommer op igen i de kommende år, udtaler han.
Bankdirektøren bygger optimismen på, at banken vurderer, at der er gode muligheder for et rentefald i de kommende kvartaler og sammen med mulighederne efter ny fiskerilov og afslutning af lufthavnsbyggeri i Nuuk i de kommende måneder vil det være medvirkende til nye investeringer i 2025 og årene frem.
Særligt turismeudviklingen ser banken vækste i de kommende år, lyder vurderingen fra Grønlandsbanken.
I 2023 opnåede Grønlandsbanken er rekordoverskud på 244,6 mio. kr. før skat.