Amerikansk ambassadør: Grønland sætter retningen for samarbejdet
Vi lytter til hvad Grønland vil, og hvad deres mål er, og så forsøger vi at byde konstruktivt ind, siger den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, om samarbejdet mellem USA og Grønland.
Det amerikanske flag blafrer i vinden over den lidt anonyme kontorbygning, der breder sine mange kvadratmeter fra Dag Hammarskjölds Alle og ind mod Garnisons Kirkegård på Østerbro i København. Den amerikanske ambassade signalerer hverken pomp eller pragt, som man måske havde forventet fra en af verdens stormagter, men i stedet effektivitet og parathed.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
I et lille spartansk indrettet lokale bag en atomsikret dør finder vi den amerikanske ambassadør Alan Leventhal, der har sagt ja til en samtale med Sermitsiaq om geopolitik, handel, råstoffer og samarbejdsmuligheder mellem USA og Grønland.
Stemmerne fra de små samfund
Selvom det endnu ikke er et år siden, at Alan Leventhal og hustruen Sherry flyttede til Danmark, så har han som ambassadør allerede besøgt Grønland tre gange, og han håber, at kunne komme igen allerede til sommer for denne gang at opleve nogle af de mindre samfund.
– Jeg vil meget gerne høre stemmerne fra de små samfund. Hvad er det for synspunkter og udfordringer, de oplever i deres hverdag? Det håber jeg, at der kan blive tid til, siger Alan Leventhal, der senest besøgte Pituffik i april i anledningen af navneændringen af basen fra Thule Air Base til Pituffik Space Base.
– Der var minus 40 grader og helt klart vejr. Ud på aftenen var vi gået op på en forhøjning, hvorfra vi kunne se ned over området, og der så vi alle hundespandene, som de lokale havde taget med. Det var et helt fantastisk syn, der jo også vidner om, at basen er en vigtig del af lokalsamfundet.
Læs hele artiklen i seneste udgave af Sermitsiaq her: