Aktiespil: Fortsat uro på aktiemarkedet

William Kriegel fra Nuuk trodser uroen på aktiemarkedet og har lagt sig i spidsen for aktiespillet med et flot plus på porteføljen

A.P. Møller-Mærsk har oplevet et nyt fald, blandt andet er der meldt negativt ud om resultatet efter opkøbet af P&O Nedlloyd.
Offentliggjort

Grønlandsbanken og Sermitsiaqs Aktiespil har nu afsluttet 2. spilleuge. Det er fortsat spændende at være deltager i spillet, da de finansielle markeder - ligesom sidste uge - stadig er præget af de generelle fald fra slutningen af februar.

I spidsen af feltet ligger William Kriegel, Nuuk, der har klaret sig flot med et resultat på +6,62 procent i porteføljen siden spillets start. Dernæst følger Anders Jensen, Nuuk på andenpladsen med +5,90 procent og Brian A. Johansen, Marstal, på tredjepladsen med +5,40 procent.

Markedet går op og ned
Som beskrevet i sidste uge, så har de større fald på de finansielle markeder haft udgangspunkt i faldene i de kinesiske indeks. USA og Europa fulgte efter, og især småinvestorerne begyndte at sælge ud og gav uro.

Klik dig videre
til aktiespillet
her

Se oversigten over aktierne
her

Se oversigt over de mest
handlede aktier her (regneark)

Se oversigt over
kursudviklingen her (regneark)

Gennem den sidste uge har markederne rettet sig lidt op - i hvert fald frem til tirsdag, der igen bød på fald i de globale markeder.

Samlet for ugen ses fald på omkring -1,0 procent i USA, status quo i London og Frankfurt, men plus i flere OMX-indeks frem til tirsdag. OMX-Nordic med +0,8 procent og det danske OMXC20 med +1,6 procent.

Fra tirsdag til onsdag oplevede vi dog et markant fald på -0,5 procent i det danske indeks. Onsdag bød fra åbningen også på fald.

A.P. Møller Mærsk faldt
Nationalbanken valgte at følge rentestigningen fra Den Europæiske Centralbank ved at sætte den toneangivende rente 0,25 procentpoint op i ugen.

Rentestigningen var ventet og derfor allerede justeret ind i de fleste kurser på markedet.

De negative udfald skyldes til dels uroen fra forrige uge, men også en række udmeldinger fra selskaberne selv.

A.P. Møller-Mærsk har oplevet et nyt fald, blandt andet er der meldt negativt ud om resultatet efter opkøbet af P&O Nedlloyd.

Flere medico-selskaber klarer sig også mindre godt. Bavarian Nordic er stadig uklar om en forventet større ordre, og Neurosearch har problemer med resultaterne for en ny pille til behandling af fedme.

Lundbeck klarer sig godt med salget af antidepressiver, og er belønnet med stigninger.

Energi-aktierne klarede sig godt i ugen. EU har vedtaget en energiplan frem til 2020, der tilgodeser alternativ energi.

Vestas har modtaget nye ordrer, og Greentech melder ud med en vækststrategi for at erobre markedsandele.

Desuden har der været pæne resultater indenfor byggesektoren, forsikring samt i sikkerhedsvirksomheden Group 4 Securicor, der præsenterede et godt regnskab tirsdag.

Spænding om USA
Den tyske økonomi rykker yderligere, og i denne uge blev nøgletallet for årets BNP-vækst justeret fra 2,1 til 2,8 procent for 2007. Dette er også positivt for Danmark, da Tyskland fortsat udgør det største eksportmarked for landet.

Nøgletal for USA på blandt andet nedskrivning­er på huslån og lavere boligsalg har pustet yderligere til spændingen omkring den amerikanske økonomi. Der er fortsat ikke tale om en egentlig opbremsning, men ledende økonomer har advaret om tegn på lavere konjunkturer her.

Hold øje med risikoen
De 40 forskellige aktier, der er udvalgt til aktiespillet, har præsenteret et større spænd mellem det største plus siden spillets start, Greentech Energy Systems, og det største minus, Neurosearch. Disse to aktier er henholdsvis steget med 14,17 procent og faldet med -15,97 procent siden spillets start.

Derfor er det fortsat vigtigt at holde øje med risikoen i sin portefølje, og kigge på at sprede sin risiko på flere aktier.

Der kan lægges om og vælges nye aktier til porteføljen den 20. marts 2007 - inden kl. 20.00. Du kan også vælge ikke at foretage ændringer, og du vil herefter beholde din nuværende portefølje i 2. spillerunde af AktieSpil 2007.

Powered by Labrador CMS