Air Greenland vil købe ny Airbus til 1,7 milliarder
Air Greenland overvejer ifølge en kilde at købe en ny Airbus 330-800 som afløser for flyselskabets 21 år gamle Norsaq.
Air Greenlands gamle røde Airbus af typen A330-200, der flyver fast på ruten mellem Kangerlussuaq og København, står til udskiftning inden for få år.
Flyselskabet overvejer i øjeblikket, om det skal bestille og dermed skrive kontrakt på køb af en ny A330-800 hos den europæiske flygigant Airbus i Toulouse i Frankrig.
Det siger en kilde, der ønsker at være anonym, til Sermitsiaq.
Kan lande på 2200 meter
Den nye A330-800 skal afløse Air Greenlands 21 år gamle flagskib, A330-200, kendt under navnet Norsaq.
– I Air Greenland har man fokus på den nye Airbus A330-800, fordi flyet har bedre performance end Boeing 787-Dreamlineren. Begrundelsen er, at den nye Airbus er bedre egnet til at lande på de nye forholdsvis korte 2.200 meters landingsbaner i Nuuk og Ilulissat. A330-800 er helt klart et godt fly, siger kilden.
Når Grønlands nye internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat åbner, skal afløseren for Norsaq indsættes på flyvningerne fra København.
Ifølge Kalaallit Airports står begge lufthavne klar i slutningen af 2023. Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvordan Air Greenland vil skrue fartplanerne sammen.
Airbus A330-800 og Boeing 787 Dreamliner koster som fabriksny hver omkring 260 millioner dollars eller 1,7 milliarder kroner.
Læs hele historien i ugens udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her: