Air Greenland indgår aftale med Icelandair
En samarbejdsaftale mellem Air Greenland og Icelandair skal sikre bedre forbindelser til Nordamerika og Færøerne.
Aftalen er blevet underskrevet i denne uge i Reykjavik. Fra venstre: Naalakkersuisoq Kalistat Lund, den islandske udenrigsminister, Thórdís Kolbrún Reykfjörd Gylfadóttir, Air Greenlands administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen, Atlantic Airways administrerende direktør, Jóhanna á Bergi, Icelandairs administrerende direktør, Bogi Nils Bogason og yderst til højre, er Hanna í Horni, Færøernes repræsentationschef i Reykjavik.
Foto: Arctic Circle Assembly.
Selvstyreejede Air Greenland har indgået en såkaldt codeshare-aftale med islandske Icelandair.
Air Greenland oplyser på sin hjemmeside, at en codeshare-aftale blandt andet betyder, at flyselskabernes ruter bliver tilgængelige på hinandens salgskanaler. Det giver rejsende mulighed for en sammenhængende rejseplan fra afrejsestedet til slutdestinationen.
Aftalen forventes at træde i kraft og blive ført ud i livet i sommeren 2025, og den glæder administrerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen:
- Vi er begejstret over at indgå denne skelsættende codeshare-aftale, da den forbedrer forbindelserne på tværs af Norden og Arktis.
- Ved at samarbejde med Icelandair og Atlantic Airways bygger vi bro mellem vores samfund og åbner nye døre for rejsende, hvilket gør det lettere end nogensinde at udforske de rige kulturer og betagende landskaber i vores nordlige regioner, udtaler direktøren ved indgåelsen af aftalen.
Icelandair-direktør glæder sig over aftalen
Air Greenland oplyser, at den første rute, der bliver sat ind i rutenetværket på begge flyselskabers salgskanaler, er ruten mellem Billund – Keflavik og videre til Nuuk. Ruten skal efter planen beflyves af Air Greenland fra 18. juni – 27. august 2025.
Icelandair har ved også indgået en lignende aftale med færøske Atlantic Airways.
- Vi er (..) glade for at kunne forbinde Grønland og Færøerne med vores omfattende salgs- og distributionsnetværk i Nordamerika, Europa og andre globale markeder, såsom Asien, og dermed skabe bedre eksponering for dem som fantastiske turistdestinationer, udtaler administrerende direktør i Icelandair, Bogi Nils Bogason, om de nye aftaler.