Advarsel: Falske mails i omløb
Tusass advarer offentligheden om falske mails i omløb, som truer cybersikkerheden i samfundet. Teleselskabet kommer i øvrigt med en række kendetegn ved falske mails, som borgere skal være opmærksom på.
Pas på, du ikke falder i hacker-fælden.
Der er i disse dage ekstra god grund til være opmærksom på troværdigheden af mails i indboksen. Det oplyser Tusass, som i øjeblikket oplever, at der er mange falske mails i omløb.
Det gælder især mails med links, hvor borgere bliver bedt om at logge på og derved oplyse brugernavn og password - afsenderen kan sågar være fra en, man tror, man kender.
Tusass har et særligt stort ansvar som national leverandør af telekommunikation og er vant til at håndtere mange falske mails dagligt, lyder det i en meddelelse.
Advarer offentligheden
Her fremgår det, at langt de fleste mails filtreres fra i mange forskellige sikkerhedssystemer, men efter en række mails i dag har floreret - også fra Tusass, har teleselskabet kontaktet berørte kunder direkte. Nu advarer Tusass offentligheden, så alle kan være beredte.
De gode råd fra Tusass lyder kort:
- Hackerne er blevet dygtigere til at efterligne mails, så er du i tvivl, så åben ikke dine mails, men kontakt afsendere per telefon, før du åbner. Du kan generelt være tryg ved mails fra Tusass, men vær gerne kritisk. Hvis der for eksempel er sendt et link, du skal klikke på, så ring til Tusass, hvis du er i tvivl om mailen er fra dem.
Følgende kan være nogle gode kendetegn ved falske mails, men det vigtigste er ifølge Tusass, at du bruger din sunde fornuft og kritiske sans.
- Afsendere er ikke den, som det umiddelbart ser ud til.
- Du skal oplyse personlig information, klikke på et link eller åbne en fil.
- Links fører til et "et forkert sted".
- Det vil få "konsekvenser", hvis du ikke før som ønsket.
- Det haster.
- Der er mekaniske stavefejl og dårlig grammatik.
Trusselsbilledet
Hvis du alligevel har været så uheldig at klikke på et link og oplyse for eksempel password, så skal man straks sørge for at skifte dit password og kontakte din it-afdeling.
Tusass oplyser, at selskabet i de seneste år har opgraderet sikkerheden og er beredte, men advarer også om, at små menneskelige fejl let kan åbne adgang for hackere. Truslerne i verden stiger mod hele den Grønlands kritiske infrastruktur.
Samtidig understreger Tusass vigtigheden af et øget fokus på sikkerheden i Grønlands kritiske infrastruktur.