Åbning af ny lufthavnsterminal forsinkes
På grund af anmærkninger fra brandmyndighederne åbner den nye terminalbygning i Nuuk ikke som planlagt mandag.
Den nye terminalbygning skulle have taget i mod de første passagerer mandag.
Foto: Greenland Airports
Den nye terminalbygning ved lufthavnen i Nuuk skulle være taget i brug mandag, men åbningen udskydes.
Det betyder, at alle rejsende fra Nuuk fortsat skal benytte den gamle terminal, som de plejer, meddeler Greenland Airports i en pressemeddelelse.
Trafikstyrelsen har netop godkendt den nye terminalbygnings security, men brandmyndighederne har gjort anmærkninger, der skal tages hånd om, inden terminalen kan tages i brug. Greenland Airports sætter ikke en ny dato for åbning på, men beskriver udskydelsen som 'kortvarig'.
Direktør Jens Lauridsen fortæller, at man vil løse problemerne hurtigst muligt:
- Det er selvfølgelig lidt af en mavepuster, at vi ikke kan åbne i morgen som planlagt. Når det er sagt, så gik inspektionerne overordnet godt.
- Security blev godkendt, men vi har fået enkelte anmærkninger fra brandmyndighederne, som vi sørger for at rette op på hurtigst muligt, udtaler Jens Lauridsen, CEO i Greenland Airports.
Ny åbningsdato følger
Greenland Airports understreger, at bygningen skal
opfylde en lang række myndighedskrav til bl.a. indretning, brandsikkerhed, miljø og
arbejdsforhold, samt at der også er installeret en stor mængde avanceret udstyr, som
kræver helt specifikke og dokumenterede kompetencer og mange timers træning
at betjene korrekt.
- Det er et kæmpe projekt med mange detaljer og nye, komplicerede processer, der
alle skal være i orden, før vi kan åbne. Det er et grundvilkår, når man driver
lufthavne, lyder det videre fra Jens Lauridsen.
Greenland Airports vil melde en ny åbningsdato ud snarest.
- En krævende og kompleks opgave
Trafikstyrelsen skriver i en seperat meddelelse, at lufthavnsterminalens security er blevet godkendt søndag eftermiddag:
- Det har været en krævende og kompleks opgave at godkende alle securityforanstaltningerne i den nye terminalbygning; både for os som myndighed, men især også for Greenland Airports, der har skulle koordinere det hele inden for en stram tidsplan, udtaler vicedirektør i Trafikstyrelsen, Christian Vesterager.
Styrelsen oplyser videre, at den i de kommende måneder skal godkende en række andre sikkerhedsforhold i lufthavnen, før Nuuk Lufthavn efter planen kan tage den nye landingsbane på 2.200 meter i brug den 28. november 2024.