populære TNG
400 ansøgninger til rubinmine
Der er rift om at komme til at arbejde i True North Gems rubinmine, der ventes at åbne uden for Qeqertarsuatsiaat, inden årets udgang
Mens Royal Greenland klager over, at virksomheden ikke kan skaffe bare ti arbejdere til en fiskefabrik i Qasigiannguit, er det væltet ind med ansøgninger til den snarligt åbnende rubinmine.
Weekendavisen fortæller i deres seneste udgave, at direktør Bent Olsvigs kontor i Nuuk har modtaget over 400 uopfordrede ansøgninger.
80 skal ansættes
I alt regner de grønlandsk-canadisk-norske rubinjægere med at skulle hyre 80 arbejdere gennem minens planlagte forløb. Nogen af disse kommer til at arbejde ved minehullet i Aappaluttoq, andre på et kemisk anlæg i Nuuk.
Besøg Weekendavisens hjemmeside her
Rubinerne skal endeligt slibes i Asien, men på sigt er der håb om at kunne tage mere af dette sidste led i produktionen her til landet. TNG skal inden tre år aflevere en plan til selvstyret, der skal beskrive, hvordan en del af slibningen kan komme til at foregå i Grønland.
Håber stadig på hurtige miner
Til Weekendavisen siger departementschef i råstofdirektoratet, Jørgen Hammeken-Holm, at han er optimist på råstofområdet, efter den seneste tids mange gode nyheder.
- Jeg tror på, at vi holder vores mål om at få gang i fire miner – måske fem – inden 2018.
True North Gems by af arbejderbarakker er nu ved at være nu rejst med i alt 48 værelser til skifteholdsarbejderne. Ved siden af barakkerne er det åbne hul på cirka 150 x 200 meter, hvoraf der skal udvindes rubiner inden kort tid.
Nylig visit fra vest
Ledelsen besigtigede for to uger siden minen sammen med den canadiske gren af TNG.
True North Gems har researchet på Qeqertarsuatsiaat-projektet i alt ti år.
Læs: Rubinmine bliver en meget bedre forretning