Erhvervsfremstød

40 virksomheder rejser til Toronto

Der er historisk stor tilslutning til en erhvervsdelegationsrejse, der går til Canada i marts. Over 70 personer deltager

I år skal den store erhvervsdelegation besøge minebyen Sudbury i Canada, når de i marts tager på erhvervsdelegationsrejse.
Offentliggjort

Mere end 40 virksomheder og over 70 personer er tilmeldt til PDAC 2014 Learning Tour Program, som arrangeres af Grønlands Arbejdsgiverforening, Råstofklyngen, Arctic Cluster of Raw Materials i samarbejde med Generalkonsulatet i Toronto.

På trods af lavere aktivitetsniveau inden for efterforskningsbranchen i 2013 er der stor opbakning til at deltage i den årlige internationale minekonference- og udstilling PDAC, som finder sted 2. marts til 5. marts i Toronto, Canada.

Det skriver GA, Grønlands Arbejdsgiverforening, i en pressemeddelelse.

Det er sjette gang, GA arrangerer en medlemsrejse til PDAC – aldrig før har tilslutningen været så massiv. Der vil være en fælles grønlandsk stand, og der vil som sædvanligt være en række spændende arrangementer ud over konferencen, som delegationen skal deltage i.

- De senere år har flere medlemmer efterspurgt besøg i en mine og mulighed for at komme tættere på de store spillere i minebranchen – fx store mineselskaber, indkøbere for mineselskaberne, finansielle og geopolitiske eksperter, som kan være med til at sætte fokus på Grønland som en god investeringsmulighed. Det er i år lykkedes at opfylde alle disse ønsker, siger Ellen Arnskjold, der er konsulent i GA.

De 70 deltagere skal blandt andet på minebesøg i minebyen Sudbury, hvor alle får mulighed for at komme to kilometer ned under jorden. Besøge børsen i Toronto. Søndag 2. marts vil der imidlertid stå Grønland på programmet. Blandt andet vil en række aktører fra Grønland lave PR-fremstød, ligesom der vil være paneldebat om grønlandske efterforskningsprojekter. Blandt andre er GME, Tanbreez, True North Gems, London Mining, China Nordic Mining og Nunaminerals inviteret til at deltage i paneldebatten.

Powered by Labrador CMS