Gå til hovedindhold

Enoksen-svar blafrer i vinden

Hans Enoksen undgår behændigt at svare på et spørgsmål, om det er hele Naalakkersuisut, der står bag udmeldingen om, ”at rederier kan nægtes en fiskerilicens, hvis deres ansatte smugler hash på rederiets skibe”.

Det fremgår af et svar til Inatsisartut Michael Rosing fra Demokraterne, der stillede Naalakkersuisut for fiskeri og fangst Hans Enoksen følgende spørgsmål:

”Er det et samlet Naalakkersuisut, der står bag udmeldingen om, at rederier kan nægtes en fiskerilicens, hvis deres ansatte smugler hash på rederiets skibe”.

Sort på hvidt

Sort på hvidt svarer Hans Enoksen følgende:

”Jeg taler på hele Naalakkersuisuts vegne, når jeg siger, at det er en alvorlig sag, at der har været forsøg på at indsmugle hash til Grønland. Hash udgør et alvorligt samfundsproblem, der i værste fald går ud over børn og unge. Vi må alle tage et ansvar i forhold til denne udfordring, og arbejde aktivt for at løse denne alvorlige udfordring”.

Læs også: Enoksen urokkelig - fastholder licenstrussel

Svaret tilfredsstiller næppe Demokraternes medlem af Inatsisartut eller trawlerejerne, som muligvis har udsigt til at risikere deres levebrød, hvis en af deres ansatte begår kriminalitet i form af hashsmugling.

Sagens udløber

Sagen, der var en udløber af hashfundet på trawleren Polar Nanoq i forbindelse med Birna-drabssagen, fik en handlekraftig Hans Enoksen til at udsende en pressemeddelelse, hvori han bedyrede, at han ville overveje at indføre regler, der fratog trawlerejerne deres licens eller kvotetildeling, hvis hashsmugling fandt sted om bord på fiskefartøjerne.

Læs også: Grønlands Erhverv: Enoksen-trussel er uacceptabel

Grønlands Erhverv og en række politikere undrede sig over udmeldingen, fordi det, som de pointerer, normalt er politi og domstole, der henholdsvis skal afsløre og retsforfølge de kriminelle.

I et andet svar til Michael Rosing fastslår Hans Enoksen imidlertid, at ”Naalakkersusisut vil overlade det til domstolene at vurdere, hvorvidt en person eller virksomhed kan idømmes foranstaltninger”.

Hvad ”foranstaltninger” dækker over, præciseres ikke i svaret.

Omdrejningspunktet

I et helt tredje svar undgår Hans Enoksen også skriftligt at forholde sig direkte til den licenstrussel, som han i januar stod bag, og som er omdrejningspunkt for alle tre spørgsmål.

Michael Rosing finder ikke svarene tilfredsstillende og havde håbet, at Naalakkersuisut for justits havde besvaret spørgmålet.

- Jeg vil genfremsende spørgsmålene og bede om, at de bliver besvaret af en anden fra Naalakkersuisut, oplyser Rosing til Sermitsiaq.AG.

 

 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER