Hans Enoksen mener at fiskernes tab skal erstattes

Ane Hansen mener ikke, at der er noget tab at erstatte, da fiskerne har opfisket deres kvoter og endda fået ekstra kvoter, så de har ikke lidt tab

Ane Hansen: - Vi mener ikke at fiskerne har lidt tab på fiskeriet i 2010. Derfor er der ikke noget at erstatte. Foto: Leiff Josefsen

Siumuts medlem af Inatsisartut Hans Enoksen mener, at hellefiskefiskerne i Uummannaq og Upernavik i 2010 led et tab, fordi fiskeriet blevet stoppet, da kvoterne var opfisket.

Derfor foreslår han i et paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut, at fiskerne får en erstatning.

Men det vil medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug, Ane Hansen (IA) ikke være med til. Hun påpeger, at fiskerne i 2010 har tjent mere end i 2009. At fiskerne har opfiskeet deres kvoter og endda fået ekstrakvoter. Derfor har de ikke tabt noget, og derfor kan de ikke få erstatning, skriver hun i sit svar.

- Jeg kan oplyse dig om, at Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i 2010 udstedte 313 licenser til det kystnære fiskeri efter hellefisk i Uummannaq forvaltningsområde og 343 licenser til dette fiskeri i Upernavik forvaltningsområde.

Ved kvoteårets begyndelse fik forvaltningsområde Upernavik tildelt en kvote på 6.000 tons og Uummannaq forvaltningsområde en kvote på 5.000 tons, som kunne fiskes i kvoteåret 2010. I 2010 er disse kvoter tilsyneladende opfiskeret hurtigere end i tidligere år.

Når de kvoter, som meldes ud, er opfisket, lukkes de pågældende fiskerier.

- Det var netop opfiskning af kvoterne i disse forvaltningsområder, som førte til lukning af fiskeriet, og dermed stop for indhandling. Imidlertid blev kvoterne i begge forvaltningsområder forhøjet. Uummannaq forvaltningsområde fik en ekstra kvote på i alt 799 tons og Upernavik 500 tons ekstra. Samlet set har der været lidt flere hellefisk til rådighed i forhold til 2009, nemlig 299 tons. De højere kvoter har således betydet, at fiskerne har tjent mere i 2010 end i 2009, påpeger Ane Hansen.

- En hurtig opfiskning af kvoterne medfører ikke i sig selv tab i indtjeningen, hverken for fiskere eller for fabrikker, der indhandler fiskene. Rent faktisk er der tale om, at både fiskere og indhandlere groft sagt har uændrede indkomster i forhold til tidligere år, blot med den forskel, at der er sket en forskydning i tidsrummet for indtjeningen. Det vil sige, at årsindkomsterne stort set er blevet skabt i årets første ni måneder. Jeg kan således på baggrund heraf ikke se, at der i de nævnte tilfælde skulle være tale om tab, og derfor er der heller ikke noget tab at erstatte, understreger landsstyremedlemmet.

- For så vidt angår fiskere, som ikke har haft en indtjening i tres måneder, og som har oparbejdet restancer, vil jeg gerne understrege, at Naalakkersuisut ikke er forpligtiget til at yde erstatning for manglende indtjening. Som nævnt ovenfor, er det min opfattelse, at fiskere allerede har oppebåret indkomster, som blot er fremrykket.

- Med hensyn til din oplysning om, at der i visse områder er mangel på hundefoder, så kan jeg oplyse, at der altid er mulighed for frit at fiske fisk til hundefoder. Fisk, der fiskes og anvendes til hundefoder modregnes ikke i kvoten, og derfor skulle der i princippet altid være mulighed for at fremskaffe hundefoder. Derudover kan kød/spæk fra sæler også anvendes til hundefoder, oplyser Ane Hansen.

- Du nævner yderligere problemer i relation til indhandling af skind i stort set hele Grønland. I tilknytning hertil kan jeg oplyse, at Naalakkersuisut til dette formål har søgt om ekstrabevilling to gange. Begge ansøgninger er imødekommet, og der er således bevilget i alt 3 millioner kr. som tillægsbevilling til indhandling af sælskind. Naalakkersuisut har nu ikke flere muligheder for at yde supplerende tilskud til indhandling af skind, ligesom Naalakkersuisut ikke kan yde erstatning til fanger, som berøres af indhandlingsstoppet, skriver Ane Hansen i sit svar.

Powered by Labrador CMS