bemandingsregler
Enoksen til angreb på Royal Greenland
Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst Hans Enoksen går nu til angreb på det offentligt ejede rederi Royal Greenland i spørgsmålet om bemandingen af trawlere.
I kampen for at få flere grønlandske besætningsmedlemmer om bord på trawlerne fremhæver Hans Enoksen ejerne af den nye trawler Svend C, der anløb havnen i Nuuk sidste fredag. Det sker i en pressemeddelelse udsendt onsdag eftermiddag.
Læs også: GE: Enoksen klapper med en hånd
- Ejerne af Svend C, Sikuaq Trawl, må som foregangsmænd påvirke andre rederier, eksempelvis Royal Greenland. Ejerne af den store trawler har over for mig understreget, at de ikke har problemer med deres besætning, selv om størsteparten af besætningsmedlemmerne er hjemmehørende fiskere og officerer, siger Hans Enoksen ifølge pressemeddelelsen.
Læs også: Enoksen vil stramme bemandingsregler
- Hvorfor kan et rederi, som er ejet af det offentlige, ikke løfte opgaven ligesom Svend C, spørger Hans Enoksen og retter blikket mod Royal Greenland.
- Såfremt trawlerrederierne i Grønland, især Royal Greenland, fortsat mangler kvalificerede fiskere og officerer, bør maritimskolerne styrke deres pensum for disse, så udenlandske besætningsmedlemmer ombord i de grønlandske trawlere begrænses i fremtiden, siger Hans Enoksen uden at forklare, hvorfor dette element i problemstillingen ikke bliver fremført over for Naalakkersuisoq for uddannelses-området Doris Jakobsen.
Royal Greenland kommentar
Royal Greenland ønsker over for Sermitsiaq.AG kun at kommentere Enoksens udspil ganske kort.
Trawlerchef Jens Bisgaard, Royal Greenland siger:
- Royal Greenland overholder den gældende lovgivning på bemandingsområdet 100 %, og derudover har vi ikke yderligere kommentarer til den udsendte pressemeddelelse.