Enigt Inatsisartut: Narhvaler skal tælles

Partier på tværs af koalitionen og oppositionen er svært enige om, at det er nødvendigt med en optælling af narhvaler i Østgrønland. Beslutningsforslaget er sendt til udvalg af flertallet i Inatsisartut.

Narhval

Der er udsigt til, at der i den nærmere fremtid optælles narhvaler Østgrønland, for partier i Inatsisartut er godt enige omkring nødvendigheden af optælling af narhvaler i området.

Efter en fem timers maratondebat om narhvalbestanden i Østgrønland, fangernes vilkår i Ittoqqortoormiit og Tasiilaq og indtægtsmuligheden i Østgrønland, er to beslutningsforslag om optælling af narhvaler sendt til det relevante udvalg af flertallet i Inatsisartut tirsdag.

Det vækker forhåbninger for forslagsstiller Lars Poulsen, S, der mener, at optællingen skal ske i tæt samarbejde med fangerne i Østgrønland for at få et mere realistisk billede af narhvalbestanden.

- Det er godt, at Inatsisartut er enige omkring behov for optælling. Snakken om narhvaler i Østgrønland har været i gang før valget. Narhvaler var også et af de store emner under valgkampen, og nu arbejder vi for at gennemføre vores løfte til vælgerne om, at der skal være en klar optælling af narhvalerne, siger Lars Poulsen under de afsluttende bemærkninger.

Narhvaler i fare

Forskere, der er knyttet til den nordatlantiske havpattedyrkommission NAMMCO, har tilbage i 2019 vurderet, at narhvalbestanden i Østgrønland er i fare for at blive udryddet. Tilbage i 2008 anslog biologerne, at bestanden ved Ittoqortoormiit udgjorde 1.945 narhvaler, men i 2017 var antallet helt nede på 246.

Naalakkersuisut har også sat kvoten for narhvaler i Tasiilaq til nul i 2022.

Sådan en udmelding har skabt en stor debat blandt lokalbefolkningen og politikerne, hvor flere bedyrer, at der er langt flere narhvaler i området end biologerne anslår.

”Nu lytter politikerne”

Også Emanuel Nûko fra Naleraq har fremsat en forespørgselsdebat om narhvalkvoter i Østgrønland. Han understreger i de afsluttende bemærkninger, at fangerne i Østgrønland ikke har andre muligheder af fangstdyr udover narhvaler. Der er ingen bestande af moskusokser og rensdyr, som der er i Vestgrønland.

- Og nu arbejder vi sammen om at gøre vilkårene for fangerne bedre. Nu føler vi hørt om, at det er vigtigt, at fangernes indtægtsmuligheder og vilkår forbedres i Øst, siger Emanuel Nûko.

Beslutningsforslagene er nu sendt til udvalg for fangst og fiskeri i Inatsisartut til videre behandling og skal andenbehandles i Inatsisartut den 9. november.

Powered by Labrador CMS