Endnu en er smittet i Nuuk

I går registrerede man en coronasmittet person i Nuuk og på onsdagens pressemøde blev det oplyst, at yderligere en person er konstateret smittet.

Landslæge Henrik L. Hansen var med på pressemødet via en skype-forbindelse.

Med en ny coronasmittet person i Nuuk er status, at fire personer døjer med coronasmitten, mens to er raskmeldte. For alle´smittede opholder de sig i hjemmekarantæne i Nuuk.

Der var således et positivt tilfælde ud af 68 testsvar.

Det oplyste naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen på det daglige pressemøde klokken 13.00 onsdag. På pressemødet deltog også naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug Jens Immanuelsen.

Landslæge Henrik L. Hansen uddybede omstændighederne ved det senest konstaterede coronatilfælde fra en skype-forbindelse.

Intet overraskende

- Det er ikke specielt overraskende, fordi det var forbundet til en af de allerede kendte smittede. Det er selvfølgelig kedeligt, men det er helt afgørende, at dem der er kommet tilbage til Grønland fra Danmark, holder sig hjemme og ikke får besøg eller besøger andre, fordi det er afgørende for, om vi kan undgå en epidemi, sagde landslægen.

Politimester Bjørn Tegner Bay fastslog, at det er i orden at handle ind i en by, hvis man bor i en bygd og ikke har andre muligheder. Men alle andre former for besøg skal man undlade.

- Jeg vil gerne opfordre til, at man ikke ringer til vore vagthavende med spørgsmål om, hvornår man må besøge en anden by. Det belaster vort system og kan gå ud over langt alvorligere henvendelser, sagde politimesteren.

- Det er ikke et lovkrav, at man ikke må besøge andre byer, men det er en henstilling. Derfor er det vigtigt, at borgerne eksempelvis ikke rejser til begravelser, og det siger noget om, hvilket niveau, vi taler om, sagde Bjørn Tegner Bay.

- Hvis vi skal undgå en bred og ukontrellerbar smittespredning, skal man følge myndighedernes indstillinger, om at vaske hænder, undgå at være blandt mange mennesker og mindst to meters afstand til andre. Her i Nuuk må man desuden ikke samles ud over maksimalt 10 mennesker. I resten af landet må 100 mennesker samles, sagde politimesteren, der understregede, at nye og andre retningslinjer kan komme på tale.

Landslægen er testet

Landslægen oplyste, at han var blevet testet, men at der endnu ikke er kommet noget resultat.

Vedrørende de strandede borgere rundt om i landet sagde Karl Frederik Danielsen, at man følger Epidemikommissionens anbefalinger.

Hvor mange patienter er i Nuuk som venter på at komme hjem?

- Der er mellem 60 og 70 patienter. Nogen er muligvis allerede rejst, mens andre er på vej. Formålet er at få så mange væk fra byen som muligt, så de ikke belaster vort sygehus, sagde landslægen.

Powered by Labrador CMS