Endnu en lortesag havner på kommunalbestyrelsens bord

En købsaftale på 20 millioner kroner mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Munckgruppen omkring asfaltværket er aldrig blevet godkendt af kommunalbestyrelsen.

Asfaltværket i Nuuk, som Kommuneqarfik Sermersooq aftager fra Munckgruppen er ikke fuldt betalt. Det resterende beløb skal findes snarest.

Endnu en lortesag er fundet i Kommuneqarfik Sermersooq under oprydningsarbejdet i boligsagen.
En gennemgang i kommunens sager er der fundet en købsaftale på 20 millioner kroner, hvor aftalen er mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Munckgruppen om asfaltværket.

Hele beløbet er dog ikke afsat. Og købsaftalen er ikke endelig godkendt af kommunalbestyrelsen.

Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse.

Aftalen blev lavet for to år siden. Her kunne kommunen oplyse, at kapaciteten bliver tredoblet og værket kunne levere asfalt til Paamiut.

- Da vi opdagede de første uregelmæssigheder var min klare besked til forvaltningen at jeg ville have alt undersøgt og at de skal frem i lyset, siger den nu afgåede borgmester i kommunen, Charlotte Ludvigsen i en pressemeddelelse.

Mangler godkendelse

Den igangværende oprydning på anlægsområdet har afsløret en fejl i håndteringen internt i forvaltningen for Anlæg og Miljø. Overtagelsen af asfaltværket er aldrig blevet endelig godkendt af kommunalbestyrelsen.

Den samlede købsaftale på asfaltværket lyder på 20 millioner kroner. De første 7,5 millioner kroner er allerede afdraget med budgetterede midler. Dermed mangler kommunen at finde 12,5 millioner kroner, som er det resterende beløb.

Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at kommunalbestyrelsen tager de første skridt i at finde midlerne og få dem optaget på budget for 2023 på mandag.

- Selvfølgelig ærger det mig, at der er sket fejl i så vigtig en sag, men det vigtigste nu er at fejlen er blevet fundet og vi kan bringe orden i forholdene. Alle er enige om, at vi har brug for et nyt asfaltværk, så nu skal vi have sikret betalingen, siger Charlotte Ludvigsen.

Begrundelsen for den manglende godkendelse er, at aftalen blev lavet i starten af corona-epidemien, og at det derfor var svært at planlægge kommunalbestyrelsesmøder.

Købsaftalen vil hurtigst muligt blive fremsat i udvalg for økonomi og erhverv og efterfølgende i kommunalbestyrelsen.

Powered by Labrador CMS