Endnu en kommunedeling skal undersøges
Kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia har besluttet, at en mulig kommunedeling til de oprindelige fire kommunebyer skal undersøges.
Skal Avannaata Kommunia deles op i de fire oprindelige kommuner?
Det mener kommunalbestyrelsesmedlem Anthon Frederiksen, N, der har stillet et forslag til kommunalbestyrelsen om, at endnu en kommunedeling skal ske i Grønlands nordligste kommune.
Ifølge mødereferatet fra kommunalbestyrelsens møde den 25. november kan kommunalbestyrelsen ikke side overhørig, at borgere fra Qaanaaq, Upernavik og Uummannaq samt bygderne, klager over at alt bliver centralt styret fra og besluttet i Ilulissat.
Han påpeger samtidigt, at den demokratiske inddragelse af lokalbefolkningen er blevet svagere samnen med centralisering af magten.
Oprindelige byer som kommuner
Naleraq-politikeren foreslår, at Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq bliver på ny selvstændige kommuner, som det oprindeligt var tilfældet.
Kommunalbestyrelsen har på baggrund af forslaget besluttet, at det økonomiske grundlag undersøges grundigt, samt at der skal en undersøgelse til hvilke ulemper og fordele der vil være ved deling, også i forhold til borgerservicering.
- Såfremt forslaget vedtages, vurderer sekretariatet, at undersøgelserne som startes efter beslutningen vil vare i omkring et års tid. Når disse er gennemført vil de blive forelagt de berørte udvalg og kommunalbestyrelsen, før disse videresendes til det rette departement i Selvstyret, forklares det videre forløb.
Største kommune i verden i ni år
Det er ikke første gang, at kommunedeling kommer på tale i den nordligste kommune.
Ilulissat kunne bryste sig med at være hovedbyen i verdens største kommune efter den første inddeling af Grønlands kommuner tilbage i 2009. Men ønsket om at dele den daværende Qaasuitsup Kommunia op i to eller flere kommuner kom hurtigt på dagsordenen.
I 2014 viste en vejledende afstemning, at 79 procent af borgere i Qaasuitsup Kommunia ønskede at skille kommunen i to.
Qaasuitsup Kommununia blev delt i to kommuner, Kommune Qeqertalik og Avannaata Kommunia, den 1. januar 2018.
Det er Inatsisartut, der i sidste ende beslutter, om en kommune skal deles, når kommunalbestyrelsen anmoder om det.