Endnu et kabelbrud rammer Tele-Post

Størstedelen af landet var uden internetforbindelse onsdag eftermiddag, da der er et fiberbrud i et landkabel i Canada.

Endnu et kabelbrud ramte Tele-Post onsdag eftermiddag. Det betyder, at størstedelen af landet var uden forbindelse til nettet i omkring fem timer onsdag eftermiddag.

Grunden til at internettet er oppe at køre igen er fordi, at Tele-Post har fået en ekstra internetforbindelse, den såkaldte redundant, hvilket betyder, at internetforbindelsen i landet nu kan være mere stabil trods søkabelbruddet ved Qaqortoq. Det oplyser kommunikationsmedarbejder Paarnaq Hansen.

Det er et brud på et landkabel i Canada, der denne gang er skyld i nedbruddet.

- Hvis ikke der allerede var et brud i søkablet i Sydgrønland, ville vi ikke mærke dette brud. Men lige i dette tilfælde er kablet i Canada Vestgrønlands eneste forbindelse, forklarer kommunikationsmedarbejder i Tele-Post, Paarnaq Hansen.

Dermed havde størstedelen af landet ingen internetforbindelse. Sydgrønland, som har forbindelse til Island og Satellitkunderne i Qaanaaq og Østgrønland slap for at miste internetforbindelsen. Men byer fra Nuuk til Upernavik havde ingen internetforbindelse, siden onsdag lidt i 13:00.

Nye forbindelsesmuligheder

Tele-Post oplyser, at de har været i gang med en dialog med en leverandør for at udvide mulighederne for internetforbindelser, så Grønland kan være dækket, i tilfælde af, der kommer flere brud i fremtiden.

- Vi har den seneste tid været i dialog med vores leverandør om at få flere uafhængige føringsveje, hvilket vil betyde at fejl som dette ikke vil påvirke internettjenesten som vi oplever det nu, siger Teknik og IT-direktør Jonas Hasselriis i en pressemeddelelse.

Betalingsterminaler også påvirket

Bruddet i Canada betyder, at betalingsterminaler i butikker og pengeautomater ikke virker. Nogle kunder kunne dog betale med betalingskort i butikker med mulighed for off-line systemer, meddeler Tele-Post.

Powered by Labrador CMS