Endelig: Boenhed til mennesker med handikap har været undervejs i 30 år

En ny boenhed til personer med handikap, som har været undervejs siden 1993, er langt om længe blevet indviet i Aasiaat.

Den nye boenhed for personer med handikap i Aasiaat er blevet indviet torsdag 4. maj.

Projektet blev godkendt af kommunalbestyrelsen i 1993.

Dengang var det nok de færreste borgere og politikere, som havde forestillet sig, at mennesker med handikap først ville få glæde af boenheden i Aasiaat tre årtier senere.

Udgifterne til byggeriet er gang på gang blevet udskudt til næste års budget. Derfor er planlægningen og projekteringen af boenheden først blevet startet i 2018, mens der er blevet taget hul på byggeriet i 2020.

Torsdag 4. maj er bygningen så endelig blevet indviet.

De bedste forudsætninger

Ane Hansen, borgmester i Kommune Qeqertalik, husker, at boenheden var blandt hendes forslag, da hun i sin tid blev valgt til kommunalbestyrelsen.

- Finansieringen af byggeriet blev altid udskudt, fordi midlerne skulle bruges til andre udgifter, lyder borgmesterens forklaring.

En samlet kommunalbestyrelse finder det vigtigt, at levevilkårene for mennesker med handikap skal have de bedste forudsætninger for at leve et almindeligt liv, oplyser Kommune Qeqertalik i en pressemeddelelse.

Det lyder videre, at den nye boenhed, som har plads til 18 personer med handikap, blandt andet består af et motionsrum og håndværksted samt en stor aula som samlingspunkt.

Lyst og moderne

Alle beboere får deres eget værelse - og to af værelserne er tilpasset til ældre og beboere med særlige behov. Foruden badefaciliteter er der køkken med alle hårde hvidevarer, herunder køleskab, fryser og opvaskerum.

- Endelig samles alle på et sted, siger udvalgsformand Niels Kristensen:

Og tilføjer, at værelserne er lyse og moderne med en god udsigt.

Powered by Labrador CMS