EM: Danmark får tre kampe i Parken

Det danske fodboldlandshold får tre kampe på eget græs, når København næste sommer er en af værtsbyerne ved EM.

Christian Eriksen kan se frem til tre kampe i Parken i København, når EM i fodbold skal afvikles næste sommer.

Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) lodtrækning fik med danske briller det bedste tænkelige udfald og placerede Danmarks opgør mod Rusland i Parken.

Dermed skal Åge Hareides mandskab spille samtlige sine indledende kampe i København.

Danmark og Rusland deler værtskabet for EM's gruppe B, og begge nationer var på forhånd sikret to hjemmekampe i den indledende runde.

Fredagens lodtrækning skulle afklare, om det var København eller Sankt Petersborg, der skal lægge græs til de to landes indbyrdes opgør, og her faldt trækningen ud til dansk fordel.

Landstræner Åge Hareide er selvsagt glad for at få et dansk publikum i ryggen tre gange under sommerens slutrunde.

- Vi har haft en rigtig god opbakning fra vores fans i EM-kvalifikationen, og det er godt, at vi skal spille alle tre kampe på dansk grund.

- Nu ser vi frem til at få vores gruppe helt på plads, for vi er i fuld gang med arbejdet og forberedelserne frem mod EM-slutrunden efter kvalifikationen i mandags, lyder det fra Hareide i en udtalelse på DBU's hjemmeside.

Tre af de fire hold i puljen ligger allerede fast. Danmark og Rusland har følgeskab af Belgien, mens puljens fjerde og sidste hold bliver fundet ved puljelodtrækningen lørdag 30. november.

Holdet skal findes fra nederste EM-lag og bliver enten Wales eller Finland.

Gruppekampene i Parken skal spilles 13. juni, 18. juni og 22. juni, og det københavnske stadion er senere vært for en ottendedelsfinale 29. juni.

Den kamp får dog ikke dansk deltagelse, uanset hvordan Danmark klarer sig i de indledende kampe.

Som noget nyt skal næste sommers EM-slutrunde afvikles i 12 forskellige lande. Wembley Stadium i London er vært for semifinaler og finale.

Powered by Labrador CMS