Elektronikaffald ligeså farligt som batterier

Kommunerne sætter i disse dage nye indsamlingsbokse til batterier og småelektronik op i butikker og på andre synlige steder.

Kampagnen ”Hit med batterierne” viste, at folk gerne vil være med til at sortere det miljøfarlige affald fra og formindske risikoen for forurening af nærmiljøet. I 2004 sendte kommunerne 134 tons batterier og blyakkumulatorer til behandling i udlandet, i 2006 var det 129 tons.

Kasserede computere, mobiltelefoner, printere, legetøj, køkkenmaskiner, musikafspillere er ligesom batterier miljøfarligt affald.

Alle de elektroniske og elektriske ting og sager vi alle har en masse af, bliver gradvist et større og større problem, både her i landet og på verdensplan.

Ifølge Grønlands Statistik indførte vi i 2004 29.775 kg. EDB-udstyr og telefoner. I 2005 var vi oppe på 32.049 kg. Tallet har været støt stigende i en årrække og de foreløbige tal for 2006 viser, at vi importerer stadig mere.

Elektronikken er typisk sammensat af mange forskellige stoffer. Det er især tungmetallerne kviksølv, bly, cadmium og krom, og POP-stofferne bromerede flammehæmmere, PCB og PVC, der er miljø- og sundhedsfarlige.

Elektronikaffaldet består også af værdifulde metaller som f.eks. kobber, aluminium, guld, platin osv. Bliver det adskilt og sorteret korrekt kan endda ædelmetallerne genbruges.

Så det er vigtigt, at elektronikaffaldet ikke ender i skraldespanden sammen med det almindelige husholdningsaffald. Og især at det ikke brændes af, så der oveni produceres yderligere giftige stoffer.

Ikke alle kommuner har modtagestationer, der kan adskille elektronikaffaldet og sende det til genanvendelse. Men det er stadig bedre, at det er sorteret fra det andet affald og deponeret på dumpen indtil den dag, det er rentabelt at udnytte det.

Det er Nuuk Kommunes tekniske forvaltning, der har taget initiativet til at koordinere kommunernes indkøb af indsamlingsbokse.

Powered by Labrador CMS