Eksperter skal genbesøge mulighederne for at udvide tilbuddet om tandbøjler

Der er hverken økonomiske midler eller medarbejdere nok til at sikre tandbøjlebehandling til børn uden for Nuuk, oplyser Mimi Karlsen, som alligevel har bedt eksperter om at genbesøge mulighederne for at udvide tilbuddet.

Sundhedsvæsenet har på nuværende tidspunkt ikke eksisterende midler til finansiering af et landsdækkende tilbud, oplyser Mimi Karlsen.

Mimi Karlsen har bedt embedsværket om at genbesøge mulighederne for at udvide det eksisterende tandbøjletilbud. Eksterne eksperter vil blive inddraget, og det forventes, at der til marts kan præsenteres et skriftligt oplæg af mulighederne, oplyser naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed.

- Sundhedsvæsenet har på nuværende tidspunkt ikke eksisterende midler til finansiering af et landsdækkende tilbud.

Sådan lyder det videre fra Mimi Karlsen i et paragraf 37-svar. Hun tilføjer, at en udvidelse af tilbuddet vil afhænge af en tilførsel af nye midler til finansiering, som foretages gennem de politiske finanslovsforhandlinger.

Naalakkersuisoq understreger dog, at ekstra økonomiske midler ikke kan stå alene. Det er nemlig også helt afgørende, at det er muligt at ansætte medarbejdere med faglige kompetencer inden for tandbøjlebehandlinger lokalt, som kan varetage den nødvendige opfølgning af behandlingsforløbene.

Tandklinikken i Nuuk

Altså den samme problematik, som lå til grund for afskaffelsen af tandbøjler til børn under 18 år i juli 2019, som netop skyldtes manglende midler og udfordringer med rekruttering af specialtandlæger.

Naalakkersuisut godkendte efterfølgende i 2020, at tandbøjlebehandlinger skulle genoptages ud fra formaliserede visitationskrav. Formålet var at sikre en ensartet og rettidig udvælgelse af de børn, der har indikation for behandling, og som uden den rette behandling vil få tand- og kæbeskader.

Tandbøjlebehandlinger forudsætter, at de foregår de steder, hvor der er faglige ressourcer til at varetage den fornødne opfølgning af behandlingsforløbene for at minimere risikoen uhensigtsmæssig behandling. Problemet er bare, at det på nuværende tidspunkt kun kan foretages på centraltandklinikken i Nuuk.

Dækker ikke et landsdækkende tilbud

Doris J. Jensen fra Siumut vil vide, hvorfor Naalakkersuisut fastholder, at tandbøjlebehandlingen for børn under 18 år kun skal være et afgrænset tilbud for borgere bosiddende i Nuuk.

Mimi Karlsen oplyser, at aktiviteter forbundet med en genoptagelse af tandreguleringsbehandlinger de steder, hvor det praktisk og fagligt er muligt at opretholde tilbuddet, finansieres af de midler, som er bevilliget i Finansloven.

Her er der afsat 2,3 millioner kroner, hvilket ikke er nok til at dække et landsdækkende behov, oplyser Mimi Karlsen. En estimeret beregning fra 2019 viser, at det vil koste omkring 20 millioner kroner om året.

Selvom Naalakkersuisut ifølge Mimi Karlsen er enig i betragtningen om, at der så vidt muligt bør tilbydes ensartet behandling for alle borgere i landet, så erkender hun, at det ikke er realistisk lige nu.

Powered by Labrador CMS