'Til gavn for Grønland'

Ekspert: Rapport kan blive benzin på bålet

Grønland skal vente længe, før landet kan tjene nok på dets råstoffer til at løsrive sig fra Danmark, konkluderer rapport. DF og Socialdemokraterne ser forskelligt på sagen. Ekspert advarer

- Der vil opstå en vis frustration i Grønland, og måske også en større splittelse i det grønlandske samfund, fordi vi i forvejen har en meget skarp debat, hvor der er meget skrappe synspunkter, og hvor synspunkterne står meget hårdt op mod hinanden, siger Lars Hovbakke Sørensen, der er grønlandsekspert og lektor på Københavns Universitet. Billedet er fra en politisk debat i forsamlingshuset i Nuuk om uran

- Vi ønsker uafhængighed.

Det var den klare melding fra Siumut-formand Aleqa Hammond for knap et år siden, inden hun blev valgt som formand for Naalakkersuisut.

Men ifølge en ny rapport udarbejdet af 13 nordiske forskere, der er håndplukket af universiteterne i Nuuk og København, vil Grønland være økonomisk afhængig af Danmark en del år endnu, skriver Politiken.

Forhåbningerne om at leve af landets naturråstoffer hviler nemlig på et ustabilt grundlag, lyder konklusionen.

- Der er ikke så store indtægter i mineralerne, som mange havde forestillet sig, siger forskergruppens formand, geologiprofessor Minik Rosing fra Københavns Universitet og bestyrelsesformand for Ilisimatusarfik, til Ritzau.

Forskergruppen vurderer, at Grønland skal bruge omkring 24 såkaldte storskalaminer for at kompensere for, at de ved en løsrivelse mister et årligt bloktilskud på 3,6 milliarder kroner fra Danmark.

På nuværende tidspunkt er kun to miner planlagt, og de mangler fortsat finansiering.

Læs "Eksperter skyder drøm om selvstændighed i sænk"

Læs "Grønland vil skrotte dansk rådgivning om råstoffer"

Rapport kan blive benzin på bålet
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen, der er grønlandsekspert og lektor på Københavns Universitet, kan rapporten blive benzin på bålet.

- Der vil opstå en vis frustration i Grønland, og måske også en større splittelse i det grønlandske samfund, fordi vi i forvejen har en meget skarp debat, hvor der er meget skrappe synspunkter, og hvor synspunkterne står meget hårdt op mod hinanden, siger han til Ritzau.

Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen, ser rapporten som en øjenåbner for grønlænderne.

- Rapporten viser, at det er bedst med rigsfællesskabet. Den må give anledning til, at Grønland nu ligger de fuldstændig fantasifulde drømme om selvstændighed på hylden, siger han.

Men det er Socialdemokraternes ordfører, Flemming Møller Mortensen, uenig i.

- Det er ikke respektfuldt af DF i forhold til Selvstyrelovgivningen, som har overladt væsentlige politiske beslutninger til det grønlandske parlament, siger han og tilføjer:

- Jeg vil hjælpe mine grønlandske kolleger, alt det jeg kan som en ligestillet bror - ikke som en storebror - og så vil jeg håbe, at Selvstyreloven er en tilstrækkelig ramme for, at der bliver truffet velbegrundede og langsigtede konsekvensvurderinger for Grønland.

Søren Espersen mener dog ikke, at det er i orden, at Danmark skal give milliarder i årligt bloktilskud til Grønland de næste mange år, mens landet får udredt dets naturressourcer med henblik på at løsrive sig.

- Grønland siger til os: Vi er gift, men lige så snart vi bliver rige, vil vi skilles. Det er grotesk, at vi de næste 20-25 år skal finansiere en eller anden drøm om at vinde i lotto, siger DF-ordføreren.

Lars Hovbakke Sørensen forklarer, at der blandt grønlænderne selv hersker uenighed om, hvorvidt det overhovedet er en god idé at satse på naturråstofferne.

- Der er dem, der synes, det er vigtigt at komme hurtigt i gang med råstofeventyret - næsten uanset hvad. Og så er der dem, der i forvejen er bekymret for, at det vil ødelægge det grønlandske velfærdssamfund, som det er i dag, siger lektoren.

Du kan læse mere om rapporten i den nye udgave af Sermitsiaq, hvor forskergruppens formand, professor Minik Rosing fra Københavns Universitet og bestyrelsesformand for Ilisimatusarfik har skrevet en kronik. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS