Eksperimentbarn: Det blev gjort i den bedste mening

77-årige Eva Illum var et af de 22 børn, der i 1951 blev sendt til Danmark. De skulle lære dansk, så de som voksne kunne være med til at præge udviklingen i et moderne Grønland. De blev kaldt Eksperimentbørnene.

Offentliggjort

16 er døde. De seks, der lever, har på baggrund af en udredning, som tre faghistorikere har lavet, fået en undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen på vegne af den danske stat.

Eva Illum, der i dag er pensionist og bor i Odense, fortæller om sine oplevelser, siden hun for snart 70 år siden begav sig ud på en rejse, som skulle forandre hendes liv for altid.

En lang rejse

- Jeg var otte år, da jeg i 1951 sammen med min tvillingesøster Marie og 20 andre børn gik ombord på m/s Umanak i havnen i Nuuk for at sejle til Danmark. Selvfølgelig havde vi ledsager med. Selvfølgelig var det spændende at være ombord på det store skib. Der var så mange ting, som vi skulle se. Og selvfølgelig var det også hårdt, begynder Eva Illum sin beretning.

- Vi havde vidst i nogle måneder, at vi skulle til Danmark. Vores mor havde travlt med at sy og strikke tøj, som vi skulle have med. Vi var blevet udvalgt, blandt andet fordi vores mor var alene med fire børn. Hun arbejdede i flere perioder i Færingehavn / Kangerluarsoruseq, hvorfor vi i perioder blev passet af familie. Pludselig var det alvor. Vi fik at vide, at vi skulle sejle næste dag.

Den oprindelige plan i eksperimentet var, at man ville finde nogle forældreløse børn. Det lykkedes ikke, og så var de to tvillinger nogle af de børn, der blev sendt afsted.

- Da vi midt om natten rundede Kronborg, blev vi vækket. Vi skulle op og mærke duften af bøgeskov. Det var i juni måned. Jeg var flere gang bange for, at de store træer skulle vælte ned over os.

Tiden i Danmark

- Det første halve år boede vi på Fedgården på Sydsjælland. Sov på to sovesale. Drengene i den ene og pigerne i den anden. Derefter blev vi fordelt til plejeforældrene. Bortset fra min søster Marie og jeg blev alle på Sjælland. Min søster kom til Odense og jeg til Fredericia. Det var helt forfærdelig hårdt, da vi blev skilt fra hinanden. Heldigvis sørgede vores plejefamilier for, at vi af og til kunne være sammen. Vi var i Danmark i cirka et år. Så kom vi tilbage til Nuuk. Til en ny meget hård oplevelse, fortsætter Eva Illum.

Hjem var børnehjemmet

- Fra skibet kom vi ned på kajen. Vores familie var der. Vi skulle med dem hjem, troede vi. Nej. Sådan blev det ikke. Vi blev hevet op i en bus. Vi skulle sammen med de andre børn til børnehjemmet og bo der. Eksperimentet skulle fortsætte. Vi gik i en dansk klasse i skolen. Måtte jo ikke tale grønlandsk. Jeg husker ikke, hvor længe jeg var på børnehjemmet. Nogle år. Måske! Husker dog, at vi om sommeren var sammen med vores familie på fangstture.

Det meste af mit grønlandske sprog forsvandt.

- Vi måtte jo ikke tale grønlandsk. Så efterhånden forsvandt det meste af mit grønlandske. Jeg har dog indhentet meget af det tabte. Har en overgang her i Danmark på rimelig højt niveau fungeret som tolk og kan også læse en bog på grønlandsk. Det er med meget dybsindige samtaler, at det kniber. Hvis et folk mister sit sprog, mister man sin historie, er nogle af de ting, som en meget politisk- og samfunds interesseret Eva Illum siger.

Min store familie

Eva Illum er døbt Eva Bolette Sofie Holm. Familien Holm er stor og meget spændende. I Eva Illums familie er der endnu en dimension. Tvillingernes far er nemlig amerikaner. Var i Grønland, som soldat under 2. verdenskrig og sejlede med et skib, der bragte forsyninger ud til bygderne.

Under 2. verdenskrig var Grønland uden forbindelse med Danmark. Eva Illum har kontakt med sin amerikanske familie. Seks halvsøskende er der. En DNA-test for mange år siden har fastslået rigtigheden. I hjemmet i Odense hænger et billede af en ung amerikansk soldat på væggen. Eva Illums far.

Undskyldningerne

- Jeg har aldrig haft brug for en undskyldning. Nu har jeg jo fået brevet fra statsminister Mette Frederiksen, og så er det såmænd fint. Jeg er helt klar over, at de grønlandske politikere også har et ansvar for det, der skete for os 22 børn. De var med i beslutningen og troede jo på, at det ville være en god investering for samfundet at sende os til Danmark.

Et godt liv

- Jeg har haft og har stadigvæk et godt liv. Jeg kom til Danmark igen som 18-årig. Var sygeplejeelev i to år. Mødte min mand. Vi blev gift. Var i Godhavn i syv år. Uddannede mig først til lægesekretær og senere til socialrådgiver. Eva Illum er gift med Finn Illum, tidligere gennem 28 år forstander for Det Grønlandske Hus i Odense. De har to voksne sønner og tre børnebørn.

Man skal altid huske at sætte begivenhederne ind i den samtid, hvor det skete og ikke se på begivenhederne fra fortiden med nutidens øjne.

Eva Illum er glad for, at udredningen er kommet, fået eksperimentet belyst og fået fortalt, at eksperimentet trods de gode intentioner var en fiasko. Eva Illum er også glad for Tine Brylds bog: I den bedste mening. Tine Brylds bog udkom i 1998 og er en dokumentarbog, hvor der er et kapitel om hver af de 22 skæbner. I den bedste mening fås også i en grønlandsk udgave.

Powered by Labrador CMS