Sexchikane

Eks-ansatte på Zentropa beretter om ydmygelser og sexchikane

På filmselskabet Zentropa har ydmygelser og sexchikane igennem årtier været en del af hverdagen for selskabets ansatte.

Peter Aalbæk Jensen bekræfter over for Politiken de nævnte situationer, enten som et generelt og tilbagevendende ritual på Zentropa eller som noget, han ikke kan huske, men som "sikkert er sket".

Det fortæller ni tidligere kvindelige ansatte til Politiken.

Grænseoverskridende

- Man føler sig mindre værd, og dertil kommer, at man bliver nedgjort af Peter Aalbæk. Jeg er kommet videre, men jeg vil ikke anbefale nogen at blive ansat der, siger 32-årig Julie, der ikke ønsker at blive citeret med efternavn, til Politiken. Hun var elev på Zentropa fra 2012 til 2014.

De ni kvinder beskriver over for avisen en række oplevelser med stifter og tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen, som de har fundet grænseoverskridende.

Direktøren stønner

For eksempel at blive taget på brysterne, at have direktøren stående tæt på og stønne, når de talte i telefon, og at blive lagt hen over bordet eller knæet og få smæk.

Peter Aalbæk Jensen har ifølge kvindernes udsagn også taget initiativ til seksuelt relaterede ydmygelser på scenen ved julefrokosten foran gæster fra filmbranchen, hvor der desuden var præmier til den elev, der smed mest tøj på kortest tid, eller den, der havde groet det længste kønshår.

Han har desuden iværksat en leg, hvor kvindelige ansatte eller elever på skift skulle trække et sexlegetøj fra en plastikpose, hvorefter han kom med forslag til, hvad man kan bruge det til. Han har også sendt elever i byen efter brystvorteklemmer eller krævet, at de tog ud på hans gård i Herfølge og vaccinerede hans svin.

Aalbæk bekræfter

Peter Aalbæk Jensen bekræfter over for Politiken de nævnte situationer, enten som et generelt og tilbagevendende ritual på Zentropa eller som noget, han ikke kan huske, men som "sikkert er sket".

Dog er han ked af beskrivelsen af arbejdspladsen som et chikanerende sted, hvor ydmygelser er sat i system.

- Jeg skal sige, jeg har ingen interesse i underkastelse og ydmygelse. Men jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg, siger han til Politiken.

Powered by Labrador CMS