Eftersøgning afsluttet: To savnede mænd er fundet

Politiet og Arktisk Kommando leder onsdag aften efter to 21-årige mænd. De sejlede fra Kangaatsiaq mod Aasiaat tirsdag eftermiddag og kan være i problemer til havs.

Politiet har indsat to politibåde i eftersøgningen.

Obs: Opdateret med oplysningen om, at de to mænd er fundet.

To mænd på 21 år har ikke ladet høre fra sig siden kl. 17.00 i går tirsdag, hvorfor de nu efterlyses i offentligheden, skriver Arktisk Kommando på Facebook.

Ifølge kommandoen formoder Grønlands Politi, at de to mænd kan være i knibe til søs, og derfor har politiet indsat de to politibåde Kimik og Ilik, ligesom flere lokale søger efter de to mænd.

Arktisk Kommando oplyser videre, at man har indsat inspektionsskibet Knud Rasmussen, som er på vej til området for at lede efter de to mænd.

Derudover har Arktisk Kommando indsat EC225-helikopteren fra Air Greenland, som onsdag eftermiddag søger i området fra luften.

- Borgerne i området mellem Kangaatsiaq og Aasiaat opfordres til at bistå i eftersøgningen, og Aasiaat Radio har udsendt en Pan Pan på kanal 16, skriver Arktisk Kommando.

De to 21-årige forlod tirsdag kl. 17.00 Kangaatsiaq med retning mod Aasiaat i en gul jolle med åben kahyt, en 85 HK Yamaha-motor og en blå presenning.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Grønlands Politi på 70 14 48.

Fundet kolde og trætte

Opdatering: Arktisk Kommando oplyser onsdag aften kl. 21.40, at de to mænd er blevet fundet af lokale borgere, der hjalp til i eftersøgningen. Det to mænd var gået i land sydøst for Aasiaat og var kolde og trætte men i god behold, forlyder det.

- De er nu sejlet over til politiets båd, der vil sejle dem ind til Aasiaat, hvor politiet vil få klarlagt sagens omstændigheder.

- Der skal igen lyde en stor tak til de myndigheder, der har hjulpet i eftersøgningen og til de lokale borgere, der har været i gang med at lede efter de to personer, skriver Arktisk Kommando.

De pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS