Efterskolen i Kangerlussuaq lukker
Naalakkersuisut vil undersøge mulighederne for at etablere en ny permanent efterskole et andet sted på kysten.
Det er ikke lykkedes at skabe gode rammer for et trygt og udbytterigt læringsmiljø og efterskoleophold i Kangerlussuaq, og derfor er det besluttet at lukke den midlertidige efterskole.
Naalakkersuisut råder derfor de godt 80 unge, som er opført på venteliste til efterskoleophold i Qasigiannguit, at kontakte deres lokale Piareersarfik eller skolerådgiver og søge råd og vejledning om andre muligheder for skolegang eller uddannelse.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Erfaringerne fra de to midlertidige efterskoleforløb i Kangerlussuaq i 2008 0g 2009 har vist, at der et meget stort frafald blandt de unge.
– Det har været vanskeligt at skabe gode rammer for et trygt og udbytterigt læringsmiljø og efterskoleophold i Kangerlussuaq, hvor bl.a. bygningernes tilstand og mulighederne i lokalsamfundet ikke har været de mest optimale for elevernes eller medarbejdernes trivsel, skriver landsstyret.
– For eksempel har det praktisk talt været umuligt at etablere en velfungerende besøgsfamilieordning til alle elever, ligesom undervisningen ofte er blevet forstyrret af, at Kangerlussuaq er transitlufthavn for lufttrafikken i Grønland.
Sidste sommer blev der indgået en et-årig aftale med Villads Villadsenip Efterskolia om et midlertidigt efterskoleforløb i Kangerlussuaq i skoleåret 2009/2010.
Efterskolens bestyrelse har imidlertid meddelt at de ikke ønsker at videreføre ordningen til næste skoleår.