Efterretningstjeneste etablerer sig i Nuuk

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har øget sit fokus på Grønland ved at udstationere en mand i Nuuk.

Offentliggjort

Det er netmediet Altinget: arktis, der har fået oplysningerne bekræftet af den ellers så lukkede efterretningstjeneste.

- Som et naturligt led i de seneste års øgede fokus på Arktis har PET nu oprettet en funktion som sikkerhedsrådgiver baseret i Nuuk til at yde rådgivning og varetage samarbejdet mellem PET, offentlige og private aktører i det grønlandske samfund og Grønlands Politi, udtaler PET's kommunikationsafdeling til Altinget: arktis.

Øget militær spænding

Forsvarets Efterretningstjeneste har i sin årsrapport, der udkom for få dage siden, vurderet, at spændingen i den arktiske region er optrappet. Ikke mindst på grund af Ruslands øgede militære tilstedeværelse.

På PETs hjemmeside beskriver tjeneste sin opgave på følgende måde:

“Som national efterretnings- og sikkerhedsmyndighed har PET til opgave at identificere, forebygge og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod danskere og danske interesser i udlandet”.

Powered by Labrador CMS