Gå til hovedindhold

Efterårssamlingen åbner i dag

Landstingsmøderne slutter den 15. november med vedtagelsen af finansloven for 2012

 

Knap er krudtrøgen fra gårsdagens folketingsvalg  lettet og valgplakaterne taget ned fra lygtepælene, før Inatsisartut åbner sin efterårssamling i landstingssalen klokken 11.00.

Efterårssamlingen, som samtidig markerer indledningen på det parlamentariske år, begynder traditionen tro med en procession fra Hans Egedes Hus de få meter til Grønlands domkirke Vor Frelsers Kirke. I processionen, som bliver ført an af Inatsisartuts formand Josef Motzfeldt og naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist, går også en række kandidater til folketingsvalget: Doris Jakobsen og Akitsinnguaq Olsen fra Siumut, Niels Thomsen fra Demokraterne og Knud Kristiansen fra Atassut, hvis politiske dagsform er i top efter en kort, men hektisk valgkamp.

Inatsisartut, naalakkersuisut og  ledende embedsmænd i centraladministrationen deltager i den radiotransmitterede gudstjeneste i domkirken, hvor domprovst Isak Davidsen giver dem et Guds ord med på den videre vej de få meter til landstingssalen.

Klokken 11.00 ringer aldersformanden for Inatsisartut, Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit efterårssamlingen i gang, og tingets første handling bliver valget af formandsskabet med fem medlemmer. Josef Motzfeldt er ikke alene tingets nestor, men har siden valget den 2. juni 2009 også været landstingsformand. Formandsskabet består indtil klokken 11 også af 1. næstformand Per Berthelsen, Siumut, 2. næstformand Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, 3. næstformand Finn Karlsen, Siumut, og 4. næstformand Justus Hansen, Demokraterne.

I skrivende stund tyder alt på et genvalg af Josef Motzfeldt, som i givet fald vil redegøre for efterårssamlingens dagsorden, som rummer 23 mødedage. Samlingen, der er mødefri  i uge 44 på grund af Nordisk Råds session, slutter tirsdag den 15. november med vedtagelsen af finansloven for 2012 og med fastsættelsen af tidspunkterne for Forårssamlingen og Efterårssamlingen i 2012.

Sidste punkt på dagens åbningsmøde er formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleists åbningstale, og tingets næste mødedag tirsdag den 20. september er afsat til åbningsdebatten. Åbningstalen vil også handle om de initiativer, som naalakkersuisut vil iværksætte på baggrund af Transportkommissionen og Skatte- og Velfærdskommissionen, som i foråret afgav deres betænkningen med anbefalinger indenfor afgørende områder af det grønlandske samfund. 


 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER