Dyrere at flyve med SAS

Flypassagerne betaler prisen for de stigende brændstofpriser. SAS hæver endnu en gang brændstoftillægget.

Stigende oliepriser i Danmark får nu også følger for flypassagererne. Foto: Polfoto

Charterrejsen via Danmark og med et SAS fly bliver væsentlig dyrere end i fjor.

Kun 30 dage efter seneste forhøjelse øger SAS endnu en gang brændstoftillægget på selskabets billetter, skriver nyhedsbrevet Check-In.

Dermed bliver returbilletter hos SAS 75 kroner dyrere fra 22. marts på selskabets billetter på indenrigsruterne samt de skandinaviske og europæiske ruter. Passagerne må slippe ca. 37 kroner ekstra per enkeltrejse.

- Vi står overfor dramatisk højere brændstofomkostninger som følge af de stigende oliepriser.

- I løbet af de seneste uger er olieprisen steget med mere end 20 procent. Vi vil løbende overvåge situationen og tilpasse vore tillæg i overensstemmelse med situationen, hedder det i en meddelelse fra SAS.

I Danmark vil tillægget med den seneste forhøjelse stige til i alt 17 euro, hvilket betyder en samlet pris på 127 kroner per strækning. I Norge stiger tillægget til 19 euro, mens Sverige går fra et tillæg på 15 til 20 euro med den seneste stigning.

På rejser i Europa vil tillægget stige til en samlet pris på 32 Euro svarende til 238 kroner per strækning. På de længere rejser er tillægget uændret på 857 kroner.

Markedsprisen på flybrændstof har netop rundet den magiske grænse på 1000 dollar per ton. Således er den aktuelle pris 1010 dollar, hvilket er 50 procent højere end for blot 12 måneder siden.

Det vil betyde en ekstra regning for den globale luftfartsindustri på 42 milliarder dollar (ca. 225 milliarder danske kroner) for hele 2011, hvis prisniveauet på olien holder sig på det nuværende høje niveau.

Men passagerne betaler deres del af prisen. Den 22. februar forhøjede SAS senest brændstoftillægget på selskabets billetter som følge af de stigende oliepriser.

Det skriver Ritzau.

Powered by Labrador CMS