DTU: Boligrenovering vil koste milliarder
Halvdelen af boligerne i Grønland trænger til at blive sat i stand, vurderer lektor Tove Lading, DTU. Det kan løbe op i en regning på svimlende 12 milliarder kroner, vurderer lektoren.
Utætte vinduer, skimmelsvamp, flosset beton, graffiti-hærgede opgange. Behovet for renovering af vores boliger er skræmmende, skriver avisen AG.
Lektor Tove Lading, Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Byggeri og Anlæg, vurderer, det vil koste 12 milliarder kroner. For rundt regnet halvdelen af boligerne i Grønland trænger til at blive sat i stand, mener hun.
Skubber problemerne
- Det er et meget, meget råt overslag. Måske koster det 6, måske 12 eller 18 milliarder kroner. Hovedsagen er, at behovet for renovering er meget stort. Og det bliver ikke mindre med tiden, når man skubber problemet foran sig. Nogle boliger skal rives ned, nogle skal renoveres. Der er brug for langsigtede løsninger, som rækker 20-30 år frem i tiden, siger Tove Lading.
Hun har arbejdet med renoveringsbyggeri i Danmark og Grønland i 30 år og mener, det er på tide med en samlet plan for de 23.000 boliger, vi har her i landet.
Boligerne bliver ikke kun slidte i det barske klima. Det påvirker også, at folk flytter utroligt meget. Ifølge Tove Lading flytter 40 procent hvert år i en anden bolig. Det er dobbelt så mange som i Danmark.
Læs hele artiklen og forklaringerne på, hvorfor boligmassen står over for et så stort renoveringsbehov. Få adgang til AG herunder: