Aasivik

En dryppende Aasivik start

Mange mennesker havde alligevel fundet vej til stævnet, og slået deres telte op

Trommedanser Frank Angmalortoq
Frank Angmalortoq optræder med trommedans ved åbningen af Aasivik 2016 i Narsaq.
Offentliggjort

Lørdag eftermiddag startede Aasivik stævnet ved Narsaq, ligesom det første Aasivik gjorde for 40 år siden.

Og selv om det regnede lidt, var mange mennesker mødt frem i sommerhusområdet halvvejs ude mod Dyrnæsdalen.

Første taler var 2. viceborgmester i Kommune Kujalleq, Avaaraq Olsen, der blandt andet fortalte om forfædrenes traditionelle sommerstævner, hvor de mødtes med familie venner og bekendte og på denne måde samlede kræfter til den kommende vinter.

Bagefter var det forkvinden for Aasiviks bestyrelse, skoleinspektør Ivalo Motzfeldt, der mindedes foregangsmændene til det første Aasivik stævne i 1976 og takkede for deres arbejde. Desuden gennemgik hun begrundelserne for, hvorfor der dengang blev holdt det første Aasivik. Hun fortalte også om, hvordan bestyrelsen har arbejdet hårdt siden sidste efterår for at få stævnet op at stå.

Ud over hende selv, består bestyrelsen af Martin Boassen, Peter Larsen, samt Marianne & Oleeraq Nielsen.

Det er meningen, at der under stævnet skal oprettes en Aasivik fond, der skal arrangere stævner hver sommer.

Dette års tema er “Arctic People”, og der vil hver dag være undertemaer. For eksempel er det på onsdag kunstnernes dag, og der vil også være en børnenes dag og en dag om de grønlandske ressourcer. Stævnet slutter den 17. juli.

Der bliver musikalsk underholdning hver aften, og foruden lokale sydgrønlandske sangere og orkestre, vil Nanook, Jenseeraq og Inuk give optræden.

Stævnet er sponsoreret af Tips & Lotto midlerne, Nunafonden, Nukissiorfiit, Sumik II, Pilersuisoq, RAL, Permagreen og Kommune Kujalleq.

Se flere fotos fra årets Aasivik her

Powered by Labrador CMS