Dronningen tager hul på besøg i Nuuk
Omkring klokken 13 ankom dronningen til lufthavnen i Nuuk, og her til eftermiddag besøger hun Ilisimatusarfik.
Efter knap et døgn i Ilulissat er Dronning Margrethe lørdag ankommet til Nuuk.
Her besøger dronningen først Ilisimatusarfik, hvor hun deltager i en markering af 300-året for kristendommens indførelse i Grønland.
Ved arrangementet fik Dronningen overrakt Hans Egede-antologien "Tro og samfund i Grønland i 300-året for Hans Egedes ankomst".
Antologien er udgivet af Aarhus Universitetsforlag med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Grønlands Selvstyre og Ilisimatusarfiks Publikationsfond, fremgår det af det officielle program.
Lørdag aften deltager dronningen i en middag i kulturhuset Katuaq. Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), er vært for den offeicielle middag til ære for dronningen. Under middagen vil både Dronningen og formanden for Naalakkersuisut holde tale.
Programmet for besøget i Nuuk:
- Lørdag kl. 9.30 Besøg på Ilulissat Museum
- Kl. 15.45 Nuuk – Besøg på Ilisimatusarfik
- Kl. 18.30 Officiel middag i Katuaq
- Søndag kl. 9.30 Besøg på Grønlands Nationalmuseum
- Kl. 10.30 Afsløring af mindeplade
- Kl. 10.45 Modtagelse af Kommuneqarfik Sermersooq
- Kl. 13.00 Bispevielse i Hans Egede Kirke
- Kl. 15.00 Kaffemik i Katuaq
- Kl. 16.00 Pressemøde i Hans Egedes Hus
- Kl. 19.00 Biskoppens middag på Hotel Hans Egede
Mandag besøger Dronningen Thule Air Base i Pituffik og tirsdag besøger hun Station Nord.