Drømmeposition - hvis Naalakkersuisut er vågen
Ambassadør Carla Sands besøg i Sydgrønland i sidste uge vidner om en stigende amerikansk interesse. Men Selvstyret skal blive bedre til at definere sine langsigtede mål, hvis vi skal få glæde af den.

De seneste år har USA vist en stigende interesse for Grønland. Ambassadør Carla Sands besøg i Sydgrønland er kun blot det seneste eksempel. Men det er også nu, at Naalakkersuisut skal kende sin besøgelsestid, siger eksperter.
Det skriver AG.
- Når man forsøger at få noget ud af amerikanerne, er det vigtigt at vide, hvad man vil have. Hvis man siger i Joint Committee, at hér er der et potentiale, og I kan hjælpe på præcis denne her måde, så tror jeg, Grønland har større chance for succes, siger Jon Rahbek-Clemmensen, der er lektor ved Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet i Danmark.
Han bakkes op af Nauja Bianco, der er gæsteforelæser ved Ilisimatusarfik, og tidligere grønlandsk diplomat og tidligere ansat som strategisk rådgiver i internationale forhold i Nordisk Ministerråd. Hun efterlyser en grønlandsk strategi for, hvordan Selvstyret vil tiltrække udenlandske investeringer.
- Det handler om at gøre sig tanker om, hvad vi har brug for, og på hvilke vilkår, vi ønsker i et samarbejde. Jeg savner nogle grundige overvejelser i forhold til udenlandske investeringer, siger hun og på- peger, at kineserne opererer med en anden logik, end vi gør, siger hun til AG.
Kina er mere styret fra toppen og kan lægge mange år og penge i sine investeringer til at fremme udenrigspolitiske mål gennem sine politisk styrede virksomheder.
- Så selv om der er ræson for Grønland i at handle med Kina i forhold til ønsket om selvstændighed, skal vi måske overveje om det på længere sigt kan betyde indskrænkninger i vores selvstændighed, hvis vi indgår et samarbejde, siger Nauja Bianco.
Du kan læse mere om de to eksperters vurderinger i det seneste nummer af AG, som du kan få adgang til vi nedestående link: