Drenge udgiver musikvideo om misbrug

En gruppe drenge fra 4. og 5. klasse på en Nuuk-skole udgiver i samarbejde med MIO og Maasi Pedersen en musikvideo om at blive anbragt udenfor hjemmet og om misbrug.

Mandag udgiver en gruppe drenge fra 4. og 5. klasse i Nuuk-skolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt en musikvideo med navnet ”Angajoqqaat Part II”.

Musikvideoen handler om deres egne personlige budskaber om liv med svigt og misbrug. Musikvideoen handler også om drengenes ønske om, at forældrene respekterer deres børn, og om at voksne skal tale åbent om, hvordan børnene har det.

Det fortæller børnerettighedsinstitutionen MIO i en pressemeddelelse.

Stærk tekst

Musikvideoen er blevet til i samarbejde med MIO og rapperen Maasi Pedersen.

- Det er en stærk og følelsesladet tekst. Det, der først og fremmest gør et stort indtryk, er, at drengene på en så nøgtern og sårbar måde viser et meget stort mod ved at give udtryk for deres følelser og oplevelser, siger børnetalsmand Aviâja Egede Lynge og fortsætter:

- Samtidig er det meget vigtigt for mig at understrege, at vi som land skal støtte deres forældre. Deres forældre har ikke brug for, at der peges fingre ad dem. Tværtimod har forældre, som er i risiko for at svigte deres børn, ret til hjælp og støtte, siger hun.

Drengene tog kontakt selv

Drengene fra ASK henvendte sig selv til MIO i foråret 2021 for at få støtte til at udgive deres tekst som musikvideo. Som talerør for børn besluttede MIO for at indgå et samarbejde med drengene for at realisere musikvideoen.

MIO understreger, at sangens tekst er stærk og følelsesladet:

- Min mor er ellers holdt op med at ryge hash, men jeg bliver bare i Nuuk. Jeg vil ellers gerne være sammen med hende, men jeg kan ikke, lyder en af teksterne i sangen.

Sangen ”Angajoqqaat Part II” er blevet til i samarbejde med rapperen Maasi Pedersen, som i begyndelsen af 2000 var en del af rap-gruppen Prussic, der udgav sangen ”Angajoqqaat” og skabte stor debat og fokus på børns svære levevilkår.

MIO oplyser, at der er blevet givet samtykke fra drengenes forældre, og der er givet økonomisk støtte af forskellige lokale og nationale virksomheder.

Powered by Labrador CMS