Dræbt grønlandsk soldat æret

Grønlandsk værnepligtig var blandt de faldne danske flyversoldater, der blev mindet torsdag i anledning af Flyvevåbnets 70-års fødselsdag

Den dræbte værnepligtige Inuk Larsen fra Kitsissuarsuit blev torsdag æret ved en mindeceremoni uden for Viborg Domkirke. Hans moster Karen Angubesen og hendes ven Johnny Andersen, deltog ved ceremonien. - Jesper Hansen

Den værnepligtige grønlænder Inuk Larsen fra Kitsissuarsuit, der sidste efterår blev dræbt af en flugtbilist ved Flyvestation Karup, blev torsdag eftermiddag æret ved en ceremoni for Flyvevåbnets faldne ved Viborg Domkirke.

Ceremonien, der fandt sted på Flyvevåbnets 70-årsdag, blev indledt med en bøn af flyverprovst Leif Holmstrøm, hvorefter to oberster lagde en krans ved flyvevåbnets mindesten for de faldne. Flyvevåbnets chef, generalmajor Anders Rex gik frem, rettede lidt på kransens bånd og bad om et minuts stilhed, inden han gjorde honnør for de faldne.

Danmarks sidste honnør

Ceremonien sluttede med, at en trompetist fra Prinsens Musikkorps spillede ”Danmarks Sidste Honnør” i det smukke og stille efterårsvejr.

Inuk Larsens familie var repræsenteret af mosteren Karen Angubesen og hendes ven, Johnny Andersen. De to blev efter ceremonien inviteret ind i kirkens krypt, hvor menig Larsens chef, oberst Palle Mikkelsen, viste dem Flyvevåbnets mindebog.

Bogen indeholder navnene på de soldater, som er døde, mens de har gjort tjeneste i flyvevåbnet. I dagens anledning var bogen slået op den side, hvor man finder L. I. Larsen sammen med to andre døde flyversoldater fra 2019.

Flyvevåbnet glemmer aldrig

- Bogen indeholder navnene på alle flyversoldater, der er døde under ansættelsen, siden Flyvevåbnet blev skabt i 1950. Mindebogen ligger i Viborg Domkirke, fordi kirken er garnisonskirke for Flyvevåbnet. Hver fredag året rundt bliver der vendt et blad i bogen, så man i løbet af halvandet år kommer bogen igennem,

men netop i dag er det den nyeste side, der kan ses, fortalte oberst Palle Mikkelsen, der som chef for Operations Support Wing også var chef for menig Larsen, der var Inuk Larsens normale kaldenavn i det militære system.

- Nok er menig Larsen væk, men Flyvevåbnet glemmer ham aldrig, sagde Mikkelsen.

Normalt bliver Flyvevåbnets årsdag markeret med parade og militærmusik foran mindestenen og koncert i domkirken bagefter, men på grund af coronaen var arrangementet begrænset til en lille snes højtstående officerer og Inuk Larsens danske pårørende.

Se flere billeder fra ceremonien i toppen af artiklen.

Powered by Labrador CMS