Drabschefen endte på gaden
Grønland blev et omdrejningspunkt i karrieren for den pensionerede nordjyske drabschef gennem 21 år, Lars Nørskov Jørgensen
Hver mandag og onsdag arbejder den tidligere drabschef i Aalborg, Lars Nørskov Jørgensen som frivillig gademedarbejder blandt grønlændere i den nordjyske hovedstad.
Her går den nu 66-årige forrige politimand rundt og hjælper, når de får breve fra det offentlige. Blandt andet kontakten til politiet, hvis uheldet har været ude – og sørger ellers for at hjælpe dem med de udfordringer, som livet i bunden samfundshierarkiet kan byde på.
Han besøger også jævnligt Kofoed Skoles afdeling i Aalborg og værestedet Tamassa og giver en hånd med, hvis der er nogen, der har brug for hjælp til computeren og Nem-id, der er uundværlige dele af livet i Danmark.
Grønland blev omdrejningspunktet
Det er ikke tilfældigt, at Lars Nørskov Jørgensen efter sin pensionering i 2016 blev frivillig i Det Grønlandske Hus i Aalborg. For den tidligere politimand kan se tilbage på et spændende arbejdsliv, der har haft Grønland som et af de helt store omdrejningspunkter.
Da han i 1995 tiltrådte som drabschef var hans allerførste sag drabet på østgrønlandske Kamella Bianco i en park i Aalborg. Alle sten blev vendt i sagen, men den er fortsat uopklaret til Lars Nørskov Jørgensens store beklagelse. I sine 21 år som drabschef blev det til omkring 30 drabssager – og kun to af disse er uopklaret.
- Det er ikke sådan, at jeg ligger søvnløs på grund af Bianco-sagen. Men i tankerne vender jeg jævnligt tilbage til den uopklarede sag. Det går mig på, at de pårørende ikke kan få sat punktum efter det meningsløse drab.
Grønland kom allerede ind i Lars Nørskov Jørgensens liv i 1989. Efter at have været i politiet siden 1978, skulle der ske noget nyt, så han tog til Aasiaat som såkaldt sommerbetjent. Allerede efter et par måneder ved Diskobugten, stod det klart, at han havde tabt hjertet til Grønland, så han søgte og fik arbejde ved Grønlands Politi i Paamiut.
- Jeg faldt på stedet for Grønland. Heldigvis skete det også for min hustru, da vi slog os ned i Paamiut.
Drabschef
Det blev til fire år i byen, som dengang var hårdt udfordret af, at torsken forsvandt med mange sociale problemer til følge. I 1993 vendte Lars Nørskov Jørgensen tilbage til Danmark med familien og politikarrieren.
Ikke på grund af utilfredshed med Grønland, men udelukkende fordi den ældste søn skulle begynde i gymnasiet. Her blev karrieren kronet med jobbet som drabschef i Nordjylland i 1995.
Men Grønland var bestemt ikke glemt. Han kom jævnligt i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor han også blev politiets repræsentant i et netværk for udsatte grønlændere. Det drejede sig blandt andet om grønlændere, der lidt for jævnligt var gæster i detentionen. Via netværket lykkedes det at skræddersy bistanden, så efterhånden tog detentionstrafikken af og netværket opløste sig selv som en succeshistorie.
Lars Nørskov Jørgensen og hustruen Birte kan se tilbage på årene i Paamiut med stor tilfredshed.
- Politiet i Grønland er en både spændende og fagligt udfordrende arbejdsplads, hvor man er med hele vejen fra efterforskning, anholdelse og den efterfølgende retssag. Og så er det grønlandske folk fantastisk. De er gæstfrie og venlige, og i Grønland er man sammen på en helt anden måde som familie. Man er tættere sammen, siger han.
Naturen og stilheden
- Vi faldt for naturen og stilheden. Det var en god tid for familien, hvor børnene havde chancen for at tage med far på arbejde – også på sejlture rundt til bygderne – og med jagt og fiskeri som en del af hverdagen, siger Lars Nørskov Jørgensen, der fortsat går på jagt – nu som del af et jagtkonsortium i Tolne mellem Frederikshavn og Hjørring.
- Vi har også i den år fungeret kontaktfamilie for efterskoleelever i Danmark, fortæller Lars Nørskov Jørgensen, der også har taget det grønlandske sprog til sig.
- Jeg taler ikke perfekt grønlandsk – og kommer næppe til det, men jeg forstår da det meste, siger han beskedent.
Julestjernen
Birte og Lars Nørskov Jørgensen er for nylig flyttet fra parcelhuset i Nørresundby og til en lejlighed på havnefronten i Aalborg. Her er der udsigt til vandet.
- Når man først en gang har boet i Grønland, bliver vandet vigtigt – og så er jeg tæt på Det Grønlandske Hus og gademiljøet.
I disse dage er lejligheden præget af julepynt og naturligvis også den karakteristiske grønlandske Herrnhut-julestjerne.
- Den har fulgt os alle årene – bortset fra det første år i Paamiut, hvor vi endnu ikke havde lært, at det først er rigtig jul i Grønland, når julestjernen lyser fra vinduerne…