DR2 viser 'Håbets Ø' på nationaldagen

Dokumentarfilmen om den forgæves venten på aluminiumgiganten Alcoa kan allerede nu streames på DR.

Scene fra filmen

Dokumentarfilmen 'Håbets Ø' er en film ikke alene om Maniitsoq, men på mange måder om hele Grønland i det seneste årti.

En film om de store forhåbninger til store firmaer, der kommer udefra. Og en film om den gradvise erkendelse af, at vejen til selvstændighed starter i lokalsamfundet og hos den enkelte.

Derfor virker det velvalgt, at DR2 viser filmen på årets nationaldag, der som bekendt samtidigt markerer ti-året for Selvstyret.

Da den amerikanske aluminiumsgigant Alcoa i 2006 beslutter sig for at bygge sit næste smelteværk i Maniitsoq, er det ikke bare lokalbefolkningen, som øjner en fantastisk mulighed, nu hvor fiskeriet har nået sit lavpunkt. Det gigantiske projekt kan være med til at bane vejen for Grønlands selvstændighed. Fremtiden ser lys ud, og der bliver festet i byens forsamlingshus. Men årene går, uden at man ser skyggen af Alcoa, og den lille by bliver ramt af en knugende tilstand af stilstand.

Filmen rejser spørgsmålet om, hvor længe man skal vente på sin egen fremtid?

'Håbets Ø' instrueret af Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog, kan allerede nu streames på DR TV. Filmen havde premiere på CPH:DOX i marts.

DR viser filmen i en kort udgave. Den kan ses på KNR i fuld længde på et senere tidspunkt.

Powered by Labrador CMS