DR undrer sig over politianmeldelse

Nuuk Kommune havde rig lejlighed til at gøre indsigelser mod scenerne fra en tvangsfjerning af et barn i dokumentarudsendelse, skriver DR i en reaktion.

Journalist Poul-Erik Heilbuth: -Hvorfor har Nuuk Kommune ikke henvendt sig til DR før?

DR har ikke modtaget nogen klage fra Nuuk Kommune og DR ikke er blevet orienteret om en evt. politianmeldelse, skriver dokumentarchef Steen Jensen og journalist og tilrettelægger Poul-Erik Heilbuth i en reaktion på Nuuk Kommunes politianmeldelse.

Alligevel vælger DR at kommentere kommunens anmeldelse.

- DR har ikke sløret den pågældende medarbejder, da medarbejderen forud for optagelsen gav samtykke til, at DR kunne filme forløbet og uden at bede om at blive anonymiseret. Den pågældende medarbejder blev meget tydeligt gjort opmærksom på DRs tilstedeværelse, og sagde ja til fortsatte optagelser.

I følge de to DR-medarbejdere oplyser afdelingschef i socialafdelingen Aaja Chemnitz Larsen til DR i en email 23. oktober, med kopi til socialdirektør Vibeke Møller-Jensen, at optagelserne var blevet drøftet flere gange mellem hende og den konkrete medarbejder samme aften, som de fandt sted.

- Der går næsten 5 måneder før man retter henvendelse. Det sker 2 dage før det planlagte udsendelsestidspunkt og på den baggrund afviser DR at klippe de pågældende optagelser ud eller at sløre medarbejderen.

DR-medarbejderne undrer sig også over, at socialdirektøren finder det uetisk at vise den lille tvangsfjernede pige uden undertøj.

- I sekvensen ses den lille pige bevæge sig rundt i lejligheden og kravle op på en sofa. Pigen har nederdel på, men i et kort øjeblik glider nederdelen op, og på afstand kan man se, at pigen ikke har ble på indenunder. Seeren får med andre ord et kort glimt af en to-årig piges bagdel. Hele scenen er filmet i et totalbillede, der zoomes ikke ind på bagdelen og der fokuseres på ingen måde på pigens nøgenhed under nederdelen. Der er kort sagt intet udstillende ved optagelsen, og der er ingen seksuelle eller pornografiske under- eller overtoner.

DR's brev kan læses i sin fulde længde under »Reaktioner på Flugten...« på højre side.

Powered by Labrador CMS